Der er brug for et stærkt fællesskab, ikke indadvendt national kærlighed. Heller ikke i Danmark

Udgivet af Ræson 17.12.2019

Den stigende oplevelse af ulighed i Europa har for alvor fået de politiske lederes opmærksomhed, da den mest af alt gavner yderfløjene og populisterne – og i Danmark kan vi ikke se til, mens ekstreme kræfter får vind i sejlene. Vi skal finde løsninger. En af dem er måske en kombination af den danske model og minimumsregler.

Kommentar af Stine Bosse

EN AF DE KRAFTIGSTE DRIVERE bag vækst og udvikling i Europa er de fire friheder, som det indre marked bygger på: At arbejdskraft (mennesker), varer, tjenester og kapital kan bevæge sig frit i hele unionen.

Vi køber tomater fra Spanien, oliven fra Grækenland og medicin fra Tyskland uden at frygte, at varerne ikke lever op til de miljø- og sikkerhedskrav, vi i fællesskabet har defineret – og som i øvrigt flittigt adopteres af resten af verden, der gerne vil eksportere til os. CE-mærket er stærkt. Og vi eksporterer lystigt vore danske landbrugsvarer og medicin efter samme opskrift.

Opfinder nogle iværksættere en ny tjeneste, fx nye fintech-produkter, kan disse afsættes med hele EU som marked – og de har dermed mulighed for at skabe en meget større virksomhed, end hvis markedet, der kunne aftage produktet, blot var knap 6 millioner danskere.

Kapital kan ”flyde” frit i hele EU, og vi kan eksempelvis erhverve ejendomme i hinandens lande – bortset fra Danmarks sommerhus-regel, der afskærer andre EU-borgere fra at købe sommerhuse i Danmark, medens vi lystigt køber ind i Sydeuropa. Pengeinstitutter kan etablere sig i andre lande uden at skulle lave tunge strukturer, og investeringer er i det hele taget mulige på kryds og tværs af EU’s indre grænser. Dette har på godt og ondt skabt store multinationale, finansielle virksomheder, som har potentialet til at konkurrere med amerikanskbaserede virksomheder. For ikke at tale om kinesiske virksomheder, der lynhurtigt er ved at vokse sig til verdens største.

VI HAR EFTERHÅNDEN FORSTÅET VÆRDIEN af ovenstående, men når det kommer til menneskers frie bevægelighed, kniber det. I Storbritannien kan man have en vis sympati for skepsissen, da muligheden for import af arbejdskraft blev flået ned fra hylderne af arbejdsgiverne – både private og offentlige – fra dag ét. Der var ingen transitionsperiode, som vi kendte det – og dette var helt og aldeles en britisk beslutning. Man undlod at uddanne og omskole sin egen befolkning, som kombineret med store økonomiske interesser indefra og udefra – og en iboende britisk nationalisme – endte med at udløse briternes exit.

På nær nogle få grådige elementer er det i alles interesse at have ordnede forhold
_______

I Danmark har vi i den grad nydt godt af menneskers frie bevægelighed: Vi rejser til andre EU-lande for at arbejde og dygtiggøre os, og vi har fået arbejdskraft i store mængder til Danmark, således at ingen højkonjunktur – og dens mulighed for vækst, udvikling og velfærd – er gået vores næse forbi. Arbejdskraft, der vel at mærke er højtuddannet (fx læger og IT udviklere), samt dygtige tømrere, murere, og sygeplejersker. De betaler skat her – og er en helt utroligt god “forretning”. Både pga. skatten, men i høj grad også pga. den uddannelse, de har med sig. Det koster mange penge at uddanne, og vi ved, at fra vi fødes, til vi er på arbejdsmarkedet, koster vi penge for samfundet – så bidrager vi i 40-50 år, og så bliver vi igen til en udgift.

MEN DER ER ER OGSÅ BAGSIDER: Eksempelvis når grådige arbejdsgivere udnytter huller i reglerne – hvilket enhver arbejdsgiverorganisation i øvrigt lægger afstand til. Her spiller en aktiv dansk fagbevægelse og en national politisk vilje til at have kontrol en afgørende rolle. Her må vi sige, at vores egne politikere har opført sig noget forskelligt, hvilket intet har med EU at gøre. Senest er der endelig lavet nye EU-regler, der skal beskytte medarbejdere i transportsektoren mod grov udnyttelse. På nær nogle få grådige elementer er det i alles interesse at have ordnede forhold. Og konkluderende må vi sige, at vores ret til at flytte os over grænser har været en storartet forretning for dansk velstand og dermed velfærd.

PÅ EUROPÆISK PLAN blev det efter finanskrisen – og måske også som en konsekvens af briternes ønske om udtræden – for alvor tydeligt for EU’s nationale ledere, at hensyn til omfordeling må op på lystavlen. Når store befolkningsgrupper – særligt i syd og øst, men altså også i Storbritannien – som konsekvens af national politik oplever at blive ladt tilbage, og ser at koncentrationen af ressourcer (penge) i toppen af samfundet stiger, så er der lagt i kakkelovnen til uro og det, der er værre.

Derfor tog den tidligere kommission fat på den såkaldte “sociale søjle”, hvilket man for få år siden ville have troet umuligt, fordi EU ofte har været drevet af hardcore markedstænkning.

Nu skulle man tro, at dette ville glæde eksempelvis socialdemokrater i Danmark, men sådan skulle det ikke gå. Men før vi tager fat på dette paradoks, skal vi lige se et par tal, som den europæiske tænketank European Council on Foreign Relations har offentliggjort.

Dette billede viser tydeligt, at befolkningen i Syd- og Østeuropa i den grad værdsætter at kunne rejse ud og arbejde for at forbedre deres muligheder, mens vi i Danmark – og i lidt mindre i Tyskland – er drevet af tanken, om at størrelse betyder noget i verden af i dag, hvis man vil have indflydelse.

ET AF DE INITIATIVER, der ligger i den sociale søjle, er således ideen om en lovbestemt mindsteløn. Den kolliderer ved første øjekast med ”den danske model”, idet vi ganske vidt har en mindsteløn – men den er aftalt i overenskomster. Godt for os.

Løfter vi blikket, er der imidlertid brug for at etablere en fælles social bund i EU. I alt for mange lande, hvor man ikke har den danske model, men dog alligevel mindstelønninger, er det stadig for let at have mennesker ansat til en uanstændig løn. Og husk: Dette er relativt til landenes økonomi. Det er ambitionen om at løfte – ikke sænke – der præger EU’s arbejde i den sociale søjle.

Men hvorfor er vi i Danmark så urolige for tanken om en europæisk mindsteløn? Måske fordi: 1) Vi har i forvejen en god model. 2) Der kan være risiko for, at den overhales af lovgivning. 3) På flere områder vedrørende arbejdstagerforhold har fagbevægelsen oplevet nederlag, som de fleste har fundet ”urimelige” efter dansk målestok, hvorfor tilliden kan ligge på et lille sted i de kredse.

Løfter vi blikket, er der imidlertid brug for at etablere en fælles social bund i EU. I alt for mange lande, hvor man ikke har den danske model, men dog alligevel mindstelønninger, er det stadig for let at have mennesker ansat til en uanstændig løn
_______

Lad mig så prøve at aflæse intentionerne fra EU-Kommissionen og det formodede flertal af nationale ledere. Som udtrykt ovenfor er der en stadig større bekymring for, hvad større oplevet ulighed gør ved os, og for, hvilke styreformer der lukrerer på samme ulighed. Man skulle jo tro, at det var vores velkendte nordiske form for socialdemokratisme, da vi her er optagede af en vis lighed, men tallene taler et andet og langt mere populistisk sprog: De, der vinder på ulighed, er yderfløje med hver deres totale dagsorden.

I DANMARK KAN VI ikke se til, mens ekstreme kræfter får vind i sejlene – hverken herhjemme eller i andre EU lande. Og et af de steder, hvor vi bør kende vores besøgelsestid, er vedrørende ønsket sociale minimumsstandarder i EU.

Kan vi få det bedste fra to verdener? Måske. Og skal man tro EU’s nye beskæftigelseskommissær, Nicolas Schmit, der straks efter sin tiltræden besøgte Danmark, så er netop det ambitionen: At respektere den danske model og indføre minimumsregler i hele EU.

Inden vi snupper en automatreaktion og skyder tanken ned, så må vi endnu engang se til ”de andre lande” og spørge os selv, om ikke det på den længere bane både er i tråd med FN’s verdensmål og vore egne ønsker om et fredeligt, velfungerende og på alle måder stærkt fællesskab, at vi udviser den form for solidaritet, som socialdemokrater synger om i ”Internationale” – og som gode liberale iværksættere kender fra tanken om et stærkt og stort marked.

Den form for indadvendt national forståelse af verden, der ikke ser på udfordringer i andre nationer og afviser at kombinere egne forhold med progression i andre lande, fører ikke til et dueligt fællesskab. Et europæisk fællesskab, vi har mere brug for end nogensinde, og som netop er en forudsætning for stærke lande i en verden, hvor det mere og mere handler om Amerika versus Kina – hvis vi altså forsømmer at fastholde vores egen diverse samling af nationer i et stærkt forpligtende fællesskab. ■

Den form for indadvendt national forståelse af verden, der ikke ser på udfordringer i andre nationer og afviser at kombinere egne forhold med progression i andre lande, fører ikke til et dueligt fællesskab