Ingen i Tyskland vil lægge navn til et samarbejde med AfD. Det er bekymrende, at det samme ikke gør sig gældende for Dansk Folkeparti

Udgivet af Ræson den 10.2.2020

DF er ikke blege for at kippe med flaget, når det i Tyskland går det ekstreme højreparti AfD godt, senest ved delstatsvalget i Thüringen. Vi må og skal udfordre Dansk Folkeparti spørge dem om, hvorfor de – i modsætning til det store vaccinerede flertal af tyskere – ikke er foruroliget ved tanken om, at der gemmer sig nynazister i AfD, og at de får del i magten.

Kommentar af Stine Bosse

I Tyskland har man et hélt særligt instinkt, når det gælder totalitære tanker og stigmatisering af mindretal. Man fristes til at tilføje: i hvert fald i det ”gamle Vesttyskland”. Denne del af Tyskland, der stadig bærer på åget fra Anden Verdenskrig, og hvor generation efter generation siden har måttet underkaste sig den kollektive dårlige samvittighed og modtage kraftige værdimæssige indsprøjtninger på alle uddannelsessteder for at sikre, at det aldrig må ske igen. På den anden side af den gamle grænse er man ikke vaccineret på samme måde, og det vil folde sig ud over de kommende år som et dybt skel i vort store naboland.

DEN FORFØLGELSE af jøder og andre mindretal, der ultimativt førte til koncentrationslejre og masseudryddelse, hænger stadig som en skygge, der tjener til at værne os alle mod en gentagelse af grusomhederne. Derfor er det værd at se på tysk politik netop nu. Mange af de tendenser vi kender fra Danmark, når det kommer til vanskeligheder med at tolerere forskellige kulturer, ses nu også i Tyskland. Men samtalen og løsningerne er anderledes, fordi rædslen for nazistiske under- og overtoner i debatten tydeligvis er drevet af det anti-nazitiske instinkt.

Alternative für Deutschland (AfD), der notorisk også omfatter nynazister, har været holdt ud i strakt arm af de etablerede borgerlige partier CDU og FDP. De ser problemerne i forhold til indvandring og inklusion, men de afviser de løsninger, som AfD byder sig til med, fordi de vækker mindelser, som ingen andre end AfD selv vil lægge navn til.

[CDU og FDP] ser problemerne i forhold til indvandring og inklusion, men de afviser de løsninger, som AfD byder sig til med, fordi de vækker mindelser, som ingen andre end AfD selv vil lægge navn til
_______

Undtagelsen blev en FDP’er i Thüringen, som gerne ville være ministerpræsident i delstaten. Han så igennem fingre med, at de udslagsgivende stemmer kom fra det ekstreme højre i form af AfD. Det var således første gang siden Anden Verdenskrig, at man gav indflydelse til noget, der vækker mindelser og bange anelser i det (for størstedelens vedkommende) velvaccinerede og instinktmodnede land.

OG HVAD SKAL VI så mene om det? Dansk Folkeparti er i hvert fald ikke blege for at kippe med flaget, når det går AfD godt, og Søren Espersen bekræfter ligefrem, at partierne taler godt sammen. De stærke nationale følelser opløses åbenbart let, når man møder ligesindede. Et andet eksempel er Peter Skaarup, som på Twitter endda håner demokratiet i nabolandet og særligt Merkel, der efter Skaarups mening illegitimt har krævet et omvalg i Thüringen. Han stopper ikke op ét sekund, for at overveje hvilke kræfter der er på spil. Nej, for han er forbrødret i holdning med disse ekstreme højre kræfter. Det må og skal vi stoppe op og tænke længe over.

Hvad er det for et tankegods og en politik, der giver anledning til forbrødring mellem DF og AfD? Er det angreb på pressens ubetingede frihed? Er det antipati i forhold til menneskerettighederne, som de er nedfældet netop efter læren af Anden Verdenskrig? Er det holdninger, der ikke går af vejen for stigma og propaganda i ”go’ gammeldags” forstand – eller hvad er det, de taler om, når de er sammen? Det er nok ikke prisen på svinekød, fiskekvoter eller risikoen for indblanding fra fremmede stater.

Hvad er det for et tankegods og en politik, der giver anledning til forbrødring mellem DF og AfD? Er det angreb på pressens ubetingede frihed? Er det antipati i forhold til menneskerettighederne?
_______

DET ER MEGET vigtige spørgsmål, som må og skal stilles, hvis vi skal have et fuldkomment billede af, hvad der sker på den yderste højrefløj i Europa – og hvis vi skal kunne værne os mod en reprise af fortiden. Vi må og skal udfordre Dansk Folkeparti og spørge ind til, hvad det er for et fællesskab, de søger på tværs af grænsen til Tyskland. Vi skal spørge, hvorfor de – i modsætning til det store vaccinerede flertal af tyskere – ikke er foruroliget ved tanken om, at nynazister gemmer sig blandt dem, der søger magten. For i Thüringen, hvor AfD’s lederskab tilhører partiets mest ekstreme fløj, kommer man så tæt på, som man overhovedet kan komme nynazisme.

Det er en betydelig og vigtig debat her i 100-året for genforeningen, 75-året for befrielsen og i det år, hvor Europa skal finde nye veje i en stadigt mere sammenhængende og globaliseret verden. Grænseoverskridende nationalisme og ekstreme højrekræfter har måske skiftet frisure, men ikke grundfortælling. ■

Europa skal finde nye veje i en stadigt mere sammenhængende og globaliseret verden. Grænseoverskridende nationalisme og ekstreme højrekræfter har måske skiftet frisure, men ikke grundfortælling