Af Stine Bosse, formand for Europabevægelsen. Bragt i JyskeVestkysten 08.01.2021
Sikkerhed: Der var som om, at fundamentet rystede under os alle i Europa. Aggressive, voldsparate oprørere, uden respekt for ret meget andet end dem selv, og så Trump selvfølgelig, trampede ind i demokratiets højborg: Capitol Hill.
Den amerikanske befolkning tager i al almindelighed afstand fra kupforsøget, men vi kan alligevel ikke negligere begivenheden. Begivenheden er symptomatisk for et større problem, og måske skal vi europæere nu genoverveje, hvor sikre, vi skal føle os med USA som vores dørmand? To pointer kan hjælpe os til svar.
Spørgsmålet er: Har lederskabet i USA lysten eller evnerne til at forsvare den liberale demokratiske model, som Danmark står på?
For det første kan vi uddrage af de seneste fire år, at nationalismen fik kronede dage i USA. Trump vandt frem på en dagsorden, der handler om nationalisme og ligegyldighed over for det fælles. Intet andet end America First. Vores sikkerhed baseret alene på NATO har de facto ligget i favnen på én mand, én humørsyg amerikansk præsident, som viste det sig, hverken at havde i sinde at stå ved musketér-eden i NATO, eller opgive magten, da den først var ham givet.
For det andet er det tydeligt netop nu, at splittelsen i USA er total. Fortsætter det yderligere – og hvem ved – må vi spørge os selv, om USA egentlig er en stabil nation? Og vi må som minimum være kritiske i forhold til, hvor let, det var at forføre nationen. Halvdelen af borgerne stemte på denne mand som fortsat præsident.
Spørgsmålet er: Har lederskabet i USA lysten eller evnerne til at forsvare den liberale demokratiske model, som Danmark står på? Det stærke grundfjeld – udviklet gennem mange generationer, som Danmark står på – kan ikke stå alene, men må have stærke allierede.
Den konklusion har Danmarks udenrigspolitiske miljø allerede taget hul på heldigvis. Det gælder udenrigsordfører Martin Lidegaard (R), Michael Aastrup (V) og i nogen grad udenrigsminister Jeppe Kofod, som for nyligt gav den amerikanske ambassadør i Danmark en diplomatisk skideballe.
Lige nu er EU’s evne til at føre den demokratiske fakkel videre helt afgørende for balancen i verden. Med et Kina, der om fem år er verdens største økonomi, og med denne situationen i USA, så er der bare os 27 lande plus lidt ekstra, til at holde frie demokratiske tanker og regimer levende.
En bedre forsikring – nu!
Danmark skal tegne en bedre forsikringspolice med de andre EU-lande. Ikke som modsætning til NATO men som en forstærkning. Som Merkel og Stoltenberg har udtrykt det, så er Forsvarssamarbejdet i EU i princippet en forstærkning af de enkelte medlemslande og derfor også NATO.
Derfor er det nu, vi skal have debatten i Danmark om vores forsvar. Lige nu er vi lukket ude fra det militære samarbejde. Det går bare ikke i længden og slet ikke, fordi erhvervsinteresser, cybersikkerhed og klassisk militære interesser ligger tættere og tættere forbundet.
Sikkerhedspolitik handler først og fremmest om at tænke langt frem. Om at være forberedt på scenarier, også de scenarier, der virker usandsynlige. Det blev vi alle mindet om og trænet i, da Capitol Hill blev stormet. I virkeligheden både indefra af præsidenten selv og udefra.
Der er INGEN garanti for, at verden ikke bryder ud i voldsom konflikt. Gud forbyde det. Vi ved ikke hvad de kommende årtier vil byde på i USA. Vil splittelsen i USA eskalere yderligere? Vil USA have viljen og evnerne til at varetage vores beskyttelse? Brænder verden om ørerne på os, vil det være katastrofalt, hvis vi først skulle foranstalte en afstemning om forsvarsforbeholdet – og at bortskaffe det udenom den demokratiske proces, ville være ganske oprørende.
Vi er stærkere sammen
Når forsvarsforbeholdet er væk, vil vi indgå i en fælles og større militær EU-styrke. Vi vil genvinde suverænitet, idet vi vil være betydeligt stærkere rustet, fordi vi fuldt og helt kan deltage i fælles indkøb, øvelser og opbygge de helt nødvendige fælles standarder og procedurer. Alt dette uden at opgive kommando over egne folk. Det er nemlig sådan, EU-forsvarssamarbejde virker i dag. Selvfølgelig er vi stærkere sammen.
I nødvendig forlængelse heraf bør EU afskaffe veto-reglen på det udenrigspolitiske område, der gør, at enkeltlande blokerer for udenrigspolitiske beslutninger. Eksempelvis så vi, at et lille land Cypern for nyligt blokerede i lang tid for, at EU kunne sanktionere diktator Lukashenko i Hviderusland. Hvis EU skal bære den demokratiske fakkel videre, er det afgørende, at vi løber hurtigt. I stedet for at spænde ben for hinanden.
Utrygheden over rædselsbillederne fra Capitol Hill må afføde handling. Skal vi have en god involverende debat, og skal vi tage vore egen sikkerhed alvorligt, så skal forsvarsminister Trine Bramsens fløjte snart lyde. Den fløjte, der baner vejen for og skaber håb og tro på forsvarsevnen – sammen med vores tætteste. De andre 27 EU lande.
Vi – EU-landene – er stærkere sammen.