Indlægget af Stine Bosse er udgivet i RÆSON 21.02.2021
Tænk, hvis Mette Frederiksen på et pressemøde forklarede, hvorfor fx Ishøj blev særligt hårdt ramt af corona. Tænk, hvis vi af den socialdemokratiske statsminister fik præsenteret fakta om de sociale forhold, som gør sig gældende. Men nej. Det står ikke i spin-manualen. For den enkle og ækle forklaring virker. Det har både DF og NB testet et hav af gange: Giv mindretallene skylden. Farven. Religionen. Og så pyt, om der ryger et par socialt udsatte danskere med i gryden. Hvor der handles, der spildes.
“JEG TROR, det er rigtigt, at der finder racisme sted [i Danmark, red.] […] – både racisme mod etniske minoriteter på forskellig vis og i forskellige sammenhænge, men jo også mod oprindelige danskere eksempelvis i udsatte boligområder eller i nogle ungdomskulturer og -miljøer. Så jeg synes ikke, vi har behov for særlige indsatser mod racisme,” sagde Mette Frederiksen fra Folketingets talerstol d. 21. januar i år.
Det siger alt om, hvad først Dansk Folkeparti (DF) og nu Nye Borgerlige (NB) har fået og får lov til at påvirke i dansk politik. Ikke én rynker brynet; der er ikke længere noget breaking news over en sådan udtalelse. Det er mainstream. Det er accepteret.
Tager vi ikke denne udvikling alvorligt, vil det uden tvivl føre til mere
Når en socialdemokratisk statsminister, der gerne vil passe på børnene og de ældre, og hvis makrelmadder helst skal pyntes med agurk, siger god for undertrykkelse af udsatte og mennesker med anden etnisk baggrund, så siger “vi” tak og bakker op med en af de højeste vælgertilslutninger i nyere tid.
Dagligt kan man nu læse historier på sociale medier om danskere – men ikke etniske danske – der overfuses af racistiske bemærkninger. Frej Elbæk berettede fx på Twitter d. 19. februar: ”Har lige oplevet en dansk kvinde overfuse en dansk kvinde med etnisk baggrund i IRMA. Umotiveret og med vendinger som: “Det er sådan nogen som dig, der spreder corona”. Fuldstændig chokeret (forståeligt nok) måtte såvel IRMA-personale som undertegnede trøste kvinden, der blev verbalt overfaldet.”
Et andet eksempel var den muslimske kvinde, der blev overfaldet af et ældre ægtepar d. 16. februar, hvor politiet først efter medieomtale kom i tanke om, at der var tale om en hadforbrydelse.
Man kunne også nævne den ikke-etnisk-danske mor med det lille barn i barnevogn, der måtte høre på opfordringer til sit lille barn om at “skride hjem, hvor du hører til” – noget som Ayan Mouhoumed har oplevet og for nyligt gengivet.
Tager vi ikke denne udvikling alvorligt, vil det uden tvivl føre til mere. Både mere racisme og grovere racisme. Vi danskere er ikke en anden slags mennesker. Vi er som alle andre. Når svinehunden er ude, og der ikke er nogen lærer i klasseværelset, der styrer vores adfærd, så bliver det vildere. Som i USA i dag. Og som i tredivernes Tyskland.
Den enkle og ækle forklaring virker
TÆNK, HVIS METTE FREDERIKSEN på et pressemøde forklarede, hvorfor fx Ishøj blev særligt hårdt ramt af corona. Tænk, hvis vi af den socialdemokratiske statsminister fik præsenteret fakta om de sociale forhold, som gør sig gældende. Men nej. Det står ikke i spin-manualen. Selv om Mette selv gerne ville – og det tvivler jeg på – så ville hæren af spindelvævsgeneraler forhindre ethvert tilløb. For den enkle og ækle forklaring virker. Det har både DF og NB testet et hav af gange: Giv mindretallene skylden. Farven. Religionen. Og så pyt, om der ryger et par socialt udsatte danskere med i gryden. Hvor der handles, der spildes.
Og når vi så ser sagen om den unge mand uddannet i håndens fag, mureren på 34 år, der efter at have været på besøg i Togo, hvor han er født, kommer forsinket hjem, angiveligt pga. corona-situationen og egen malaria-sygdom, og så er der ingen vej tilbage til Danmark, hvor han har tilbragt praktisk taget hele sit liv.
“Beklager, du har ikke overholdt reglen om, at personer på permanent ophold ikke må være ude af Danmark i mere end 12 måneder. Du må retur til Togo, hvor du ingen tilknytning har. Danmark, der har betalt din uddannelse, og hvor der er mangel på murere, vil ikke huse dig længere”.
Vi skal være ordentlige
Hvor småtskåret kan det blive, Mattias Tesfaye? Din kollega i murerfaget har ikke haft styr på alle regler, nej, men er der noget i hans sag, der kan begrunde en dispensation, eller er det i virkeligheden underordnet?
Handler det i virkeligheden om, at folkestemningen nu er sådan, at ethvert tilløb fra en minister til at dispensere ud fra sund logik og human tilgang til mennesker, der kommer i klemme i systemet, umiddelbart ville straffes i meningsmålinger?
I så fald er der mere end nogensinde tidligere brug for stemmer i civilsamfundet og på Christiansborg, der tydeliggør, hvor vi er på vej hen i det danske samfund. Og ja, jeg ved, at al politisk teori siger, at ethvert opråb preller af. Og ja, jeg ved, at enhver særlig rådgiver med respekt for sig selv vil sige, at det er livsfarligt for en politiker at forsvare mindretal, men jeg vil påstå, at det er livsfarligt for vores samfund, som vi kender det – måske kendte det – íkke at sige fra og sige stop. Det er nu eller aldrig. Vil vi leve i et samfund, der vil resten af verden, og som kan tiltrække dygtige folk, eller vil vi endegyldigt lukke os om os selv og blive uigenkaldeligt uigenkendelige?
Vi skal hverken være naive, godtroende eller blåøjede – bare ordentlige.