Mens vi ser Touren, kører hele eftermiddagen og tiltrækker sig stor opmærksomhed, står verden alt andet end stille. Nok er det agurketid i medieverdenen, og den puster ud efter velfortjent dåd, men de store begivenheder, som vil få betydelig indflydelse på verden og Dammark, handler ikke om agurker og slet ikke deres krumning!
EU ser ind i sin største krise nogensinde. Og denne gang handler det ikke om utilfredse franske bønder, surhed over detaillovgivning eller lignende. Det handler om de bærende konstruktioner. Både de monetære og de politiske. Altså Euroens sammenhængskraft og folkeslagenes indbyrdes solidaritet. Puha. Det ord er ofte forbundet med Marx eller hans ligesindede, og derfor glemmer vi, at det er en af de bærende konstruktioner. Ikke bare i det danske velfærdsystem, men også i den velfærdskontruktion vi indgår i, nemlig EU. Solidaritet i denne sammenhæng handler om solidariet mellem folkene i Europa.
Og Touren kører videre, mens Obama slås, nærmest i ordets egentlige forstand. Han slås mod et gældloft, der hastigt nærmer sig, og nærmest som et reklamespot i Touren, hører vi om verdens førende økonomi, der har sværere og sværere ved at betale sine regninger.
Han må samtidig slås mod meningsmålinger i et land, der, uanset hvordan man ser på det, repræsenterer domokratiske værdier. Ingen vil stemme på den mand, der fortæller sine borgere sandheden om økonomisk ruin og behov for mere end en sundhedsreform.
Og lige inden bjergetaperne mødes Obama så med Dalai Lama. Puha. Det passer ikke kineserne. For Obama taler om menneskerettigheder og anerkendelse af mindretal. Nu er det jo ikke længere ligegyldigt, om de bliver sure. For det er jo kineserne, der står bag de usandsynligt store lån til USA. Derfor mødte Obama ikke Lamaen i det ovale værelse, men dog i det hvide hus. Godt gjort af en presset mand.
Når Touren når Paris, er der ikke det, vi ikke ved om de 150 cykelrytteres ben, sove- og spisevaner. Og agurkerne er blevet modne, og verden har flyttet sig et nyk eller to.
Danish 
English