– vi kan komme styrket ud på den anden side
Udgivet i Berlingske, Lørdag d. 17. juli 2021, kl. 13.35.
Ja, vi blev bange. Ja, vi kom i akut krise. Og ja, vi blev klogere med rekordhøj fart. Og endelig ja, kriser kan vi blive klogere, dygtigere og gladere af.
Vi mærkede det alle sammen. En underlig angst, der ikke helt havde adresse. Et kollektivt chok. Kunne det ske? Kunne vi blive sat ud af spillet af naturen selv? Er vi ikke herre over alt? Eller som min ældste datter, mor til tre, en dag sagde det fra hjertet: »Tænk at vi skulle opleve det!«
Vi blev grebet af denne følelse af uvirkelighed. Afmagt og efter angsten kommer sorg. Ingen gik fri. For alle er vi mennesker, og alle er vi sårbare. Det siger jeg vel vidende, at denne megakrise ramte skævt som så mange før den. De mest udsatte rammes hårdest. Og her også de, der arbejder med udsatte funktioner, typisk i velfærds- og sundhedssektoren.
Men vi kan komme styrket igennem dette. Vi kan reflektere over det, der gjorde en forskel, og over det, vi lærte med lynets hast, og hvad det vil give os af muligheder, mens vi forebygger bagsiderne af medaljen.
Vi har lært, at meget af tidens arbejde kan foregå fra hjemmet. I Tryg indførte vi forresten hjemmearbejde i mange funktioner allerede i starten af 00erne! Super godt for børnefamilier og godt for dele af ligestillingsudfordringen, idet det oftest er mor, der tager børnenes sygedage som sine egne. Men hold øje med karriereplejen. Den kommer til væsentligst at foregå i det fysiske miljø, så; kære kvinder, husk også at komme på arbejdspladsen ofte.
Spansk nytænkning virker
For nylig læste jeg (i Politiken, beklager) om en restaurant i Spanien. Her havde man introduceret en firedagesuge for medarbejderne. Til samme løn som før. Coronakrisen har skubbet til debatten om forholdet mellem arbejde og fritid. Og det er spændende, at netop en restaurant og netop i Spanien tager nye ideer til sig. Resultat af ideen: Mere digital proces. Gladere og mere stabile medarbejdere. Gladere kunder (surprise!), højere omsætning og samme eller bedre resultat. Den socialdemokratiske regering i Spanien er nu i gang med flere eksperimenter i samme retning.
Og vi er blevet dygtige til at anvende teknologi. Aldrig har så mange lært så meget på så kort tid i forhold til at bruge digitale løsninger. Det gælder virksomheder, offentlige institutioner og os alle til hobe. En af årsagerne til, at Grækenland er sluppet flot igennem krisen, er brug af teknologi i lockdowntiden. Meget effektivt og meget dygtigt. Men men. Her skal vi også passe på. Totalitære tænkere, og de findes desværre også ganske tæt på os, i for eksempel Ungarn og Polen, kan få mange gode ideer i måden at styre mennesker på. Og man kan jo bare se til Kina, som uden sammenligning har klaret krisen mest effektivt i en blanding af total totalitær tilgang og lemfældig omgang med sandheden. Der skal vi ikke hen.
Endelig har vi indset, at menneskeskeskabte kriser skal håndteres. Tænk, at vi i denne udfordrende tid, hvor man kunne frygte, at al klimakrisehåndtering ville blive overskygget af ønsket om hurtig økonomisk genopretning, har evnet at lave grønne stimulipakker. Det betyder, at klimaindsats er koblet direkte til adgangen til penge. Det er virkelig en stærk vision, som de 27 EU-lande har lagt sig i selen for sammen.
Fællesskaber løfter os
Og netop værdien af fællesskaber og »sammen« er det sidste læringspunkt, jeg vil fremhæve. Måske får vi nu generationer, der er styrket i fællesskabstænkning. Uddannet på den hårde måde i, at alene kan vi meget lidt. Det gælder os som individer, det gælder de nære samfund, og det gælder det fællesskab, vi har i EU. Og her er kimen lagt til mere og stærkere sammen.
Jeg håber, at den europæiske samtale, som er skudt i gang med »Future of Europe«, aldrig forstummer, men bliver stærkere og tydeligere og mere forpligtende for de næste generationer, der lærte meget på kort tid og på den hårde måde.
Krise betyder udvikling på kinesisk. Lad os inspirere os af den kinesiske lære og beholde vores frihed som mennesker, som de europæiske værdier udtrykker det.
Du kan læse artiklen her.