Dette er et uddrag af artiklen udgivet d. 2/6-2022 for Ræson. Du kan finde hele artiklen her.
Den Europæiske Union er så langt fra perfekt, ligesom staten og kommunerne ikke er perfekte, men vi kan og skal påvirke processerne, beslutningerne og dagsordenerne. Det kan vi mere i dag end i går, fordi vi har forladt vores position tæt på udgangen. Det indgyder respekt, og vi skal udnytte vores nyvundne agtelse til maksimal indflydelse.
Da vi vågnede i dag, kunne vi konstatere, at vi er trådt ind i de voksnes rækker. Ja, verden var gået videre, hvis vi havde stemt nej, men vores rolle i EU de kommende mange år ville være reduceret til ligegyldig.
Men vi traf det modne valg. Vi har besluttet at deltage fuldt og helt i det europæiske forsvarssamarbejde. Det er godt for Danmark, for Europa – ja, for hele den frie verden, og det er en begmand mere til Putin. Ikke så stor, som den Sverige og Finland giver gennem NATO-medlemskab, men dog betydelig. Sammenhold, frihed og solidaritet vinder over aggression og ufrihed.
Nu er der konkrete spørgsmål, der skal afklares. 30 år uden for det fælles forsvar går ikke upåagtet hen. Vores forsvarsminister skal til nye møder. Embedsmændene i forsvarsministeriet får nye samarbejdspartnere, og det operationelle forsvar skal finde sine ben i nye konstellationer. Folketinget får nu nye muligheder for at sige ja og nej og ikke mindst kommer Statsministeren tættere på de 26 andre lande, når der skal tales egentlige forsvarspolitiske spørgsmål.
Vil du læse hele artiklen? Så kan du læse den her: