Udgivet i Altinget d. 4/4/2022
Dette er et uddrag af artiklen. Du kan læse hele artiklen på altinget.dk, ved at følge dette link.
Ruslands invasion viser, at vi lever i en usikker verden. EU skal kunne forsvare sig selv, og Danmark får intet andet end en udsat position ud af at beholde forsvarsforbeholdet, skriver Europabevægelsens formand, Stine Bosse.
Der er noget ved den tid, vi lever i, som er grundlæggende usikkert.
Mellem særligt USA, Kina og Rusland foregår en styrkeprøve, som ingen kan forudsige det endelige udfald af. 24. februar blev vi, med Ruslands invasion af Ukraine, kastet ind i en større usikkerhed.
Glem alt om tanken om, at vores liberale og fredelige verdensorden er i så sikker en tilstand, endda på vores eget kontinent, som vi gik og forestillede os. Glem alt om, at den verdensorden, som et lille demokratisk sindet land som Danmark nyder godt af, står for evigt.
I hele den grundfortælling bor hovedargumenterne for afskaffelse af det forældede og overromantiserede forsvarsforbehold. Hvis vi vil bidrage til at forsvar af demokrati, ytringsfrihed, det aftalebaserede samarbejde og institutionerne, som de er bygget op siden 2. verdenskrig, så skal forsvarsforbeholdet afskaffes.
Danmark skal blive EU-voksen og træde ind i indflydelsen, lukke huller i kæden og vise despoten i Rusland, at vi naturligvis står tæt sammen i EU. Helt uden at ændre et komma i relationen til Nato.
Vi kan ikke regne med USA
Lad mig kort uddybe de risici, vi lever med, og som de seneste uger er blevet fremkaldt for øjnene af os. I vores egen baghave har vi en despot, som ikke skyer nogen midler. Lytter man til Natos generalsekretær Jens Stoltenberg lyder den klare melding, at Putin ikke har tænkt sig at stoppe med Ukraine.
Det er overordentligt vovet for Danmark at stå uden for intensiverede samarbejder i EU-forsvarsregi, fordi vi dermed også risikerer at udgøre hullet i EU’s forsvarskæde
Stine Bosse, formand, Europabevægelsen
Længere mod øst ser vi et mere autoritært Kina, som ganske vist ikke blander sig for alvor i den nuværende militære konflikt i Ukraine, men hvis leder – ikke ulig Putin – dyrker en tilbageskuende og historicistisk tilgang til international politik, hvor fordums storhed (i Kinas tilfælde perioden før briternes invasion af Kina) skal genskabes.
Mod vest ser vi et USA, som er vores altafgørende allierede, men som ikke desto mindre over en årrække har trukket sig længere tilbage fra verdensscenen. Det er samtidig tænkeligt, at vi får Trump igen i 2024. Eller en anden lige så yderliggående præsident.
Det er endvidere værd at huske på, at Trump, kort efter sin tiltræden i 2016, åbent såede tvivl om, hvorvidt USA ville stå ved Natos musketér-ed; altså princippet om, at et angreb på ét Nato-medlemsland er et angreb på alle Natos medlemslande. Dette, i kombination med hans begejstring for Putin, sænker vores oplevede sikkerhed via Nato.
Netop dét faktum, at vi ikke partout kan regne med USA, er et afgørende argument for, at vi styrker EU’s fælles forsvarsevne.
Læg dertil, at EU’s medlemslande ifølge alle befolkningsprognoser i fremtiden vil udgøre en stadig mere lille andel af denne mere usikre verden. Ikke blot målt på andel af verdens befolkning, men også andelen af BNP.
Der er i denne verden simpelthen ikke et farbart alternativ til at stå sammen! Og derfor må vi afskaffe forsvarsforbeholdet og kaste os helhjertet ind i forsvaret for EU’s grundværdier med resten af vores europæiske naboer. I øvrigt de selv samme værdier, som ukrainerne netop i disse uger kæmper hårdt og uden tøven for at bevare.
Danish 
English