Udgivet i Partnermedier d. 24. november 2020. Journalist Malene Hjort Sørensen
At få skabt den sunde ledergruppe handler om dynamik. Her kan du læse om mine tanker bag, hvad en god dynamik i en ledergruppe vil sige. Artiklen er bragt i Partnermedier.
Du kan læse et udsnit nedenfor eller gå direkte over på partnermedier og læse hele artiklen
For den erfarne forretningskvinde Stine Bosse kræver en sund ledergruppe og direktion, at den består af både mænd og kvinder, som formår at bruge deres feminine og maskuline sider. En evne, som former et fællesskab for ledere – og som understreger vigtigheden af kvinder i ledelse.
Ifølge Stine Bosse er en leders evner delvist medfødte, fordi en leder skal have en naturlig lyst til at stå frem og bruge sig selv og sin personlighed – med alle dens facetter.
”Det pudsige fænomen ved ledelse er, at du både skal kunne gå forrest og holde dig i baggrunden,” fortæller Stine Bosse. ”Disse er afgørende evner, som understreger, at du hverken kan være en mandlig eller kvindelig topleder, hvis du ikke kan spille på hele klaveret og bruge både dine feminine og maskuline sider. Dygtige ledere har netop det tilfælles, at de tør bruge begge dele.”
”Shit, jeg har bare syltet solbær”
Når det kommer til, hvordan disse sider kommer til udtryk på direktionsgangen, er Stine Bosse ikke i tvivl om, at både mænd og kvinder har sin berettigelse – og fællesskabet kan styrke, at der også bliver drøftet det svære, vanskelige og usikre på et ledelseslag, der har ry for at huse store personligheder og sikre beslutninger.
”Det handler om at turde indrømme, at noget er vanskeligt, eller at du tog fejl. Det øjeblik, hvor én leder tør det, tør andre også,” siger Stine Bosse og fortsætter: ”Jeg sad i mange år i en direktion af mænd, hvor alt var meget maskulint. Da vi kom tilbage fra sommerferie, fortalte mændene, at de havde været på sejltur eller golfferie, og jeg tænkte: ‘Shit, jeg har bare syltet solbær’ – og måtte indimellem pynte lidt på historierne for at byde ind i samtalen.”
Du kan også læse andre indlæg om ledelse her på min nyhedsside.