Offentligt Privat Partnerskab (OPP) er ikke bare en fiks ide, det er en god ide. Men kun under visse forudsætninger. Derfor er det herligt, at gode folk kaster sig over at belyse hvordan, hvor meget og under hvilke forudsætninger nye modeller kan være med til at udvikle vores velfærdssamfund.
Det er for samfund som for alle andre organisationer, hvis ikke vi ny- og gentænker, hvordan vi indretter os bedst, og hvordan vi bruger vores samlede ressourcer i Danmark, vil vi stille men sikkert blive sejlet agterud. Det er nemlig ikke nogen naturlov, at vi skal være blandt verdens rigeste og lykkeligste nationer.
Jeg håber, at politikerne vil kunne få øje på, at det ikke kun er et spørgsmål om lavest mulig rente, men at der er grund til at anvende opsparede midler kreativt. De mange, der har pensioner, store eller små, i alt fra ATP til PFA, er jo så stor en del af helheden, at man forhåbentlig ikke forfalder til millimeter politisk retfærdighedstænkning. Og hvis der endelig kunne påvises en skævhed, så kunne det vel fikses.
Der er god grund til store infrastruktur-investeringer lige nu. Det skaber de så efterspurgte arbejdspladser, og det modner samfundet til det, der måtte ligge omkring det næste hjørne. En havnetunnel ville være herligt, men jeg kan ikke se, hvorfor vi skulle stoppe med det. Hvorfor ikke modernisere andre dele af vores samfund efter samme opskrift? Folkeskolerne trænger da i den grad til at få et nutidigt præg, og måden vi indretter de fysiske rammer, betyder da så meget for trivsel og læring. Og hvis børnene nu omsider skal til at have hele dagsforløb i forbindelse med skolen, så er det endnu vigtigere at rammerne er gode.
Jeg håber, der tænkes ud af boksen, både fra politikernes side og fra investorernes. Men der er vigtige forhold at holde øje med, medens vi fornyer samfundet.
Hvem skal ende med at eje den kollektive infrastruktur? Hvordan skal beslutningsstrukturerne være? Af hvem og hvordan fastsættes lånevilkårene? Pensionspenge er tålmodige, men de skal jo være der den dag, vi skal på pension osv. God governance i OPP bliver helt centralt. Her kan vi ikke bare se på de modeller, vi har for offentlig ejede virksomheder.
Dertil er der for mange udfordringer. Godt at det netop er Peter Shutze, som nu må kende noget til denne del fra formandsposten i DSB, der skal være den kritiske stemme i arbejdet.
Der er god grund til at være optimist i dette lille lykkelige og velhavende land, særligt hvis vi giver os selv lov til at bruge vores innovationskraft. Ikke bare i det små, men også i tilrettelæggelsen af de store fremadpegende rammer.