Hvordan er det nu med forsikring og risiko? Handler det om at fordele risiko blandt en gruppe af mennesker, som så i en eller anden forstand betaler for hinanden? Eller handler det om, at hvert individ betaler for sig selv?
Alle for en
Dette er et tiltagende tema i forsikringsselskaberne, og det er ikke trivielt. Oprindeligt, hvis vi ser på forsikringsprincippets vugge, er der ingen tvivl. Det var alle for én, én for alle. Det var gået op for folk, at det var ret tilfældigt, hvis gård der brændte. Eller, som efter branden i København i 1700 tallet, at det at stå uden noget som helst, når store ulykker ramte, var truende overfor samfundets samlede velfærd. Altså man startede med at betale stort set det samme ind til en kasse, som derefter udbetalte efter graden af “ulykke”.
Forskelle i risiko
Men som årene gik blev forskellene i risiko mere og mere tydelige. En gårdmand investerede i hårdt tag, der brænder sjældnere end strå, og hvorfor skulle han nu betale for den anden bondes stråtag? Og naturligvis måtte man differentiere prisen efter den risiko, den eller det forsikrede udgjorde.
Tænk blot på bilforsikringer. Ung mand kontra moden familiefar. Meget forskellig risiko. Meget forskellig pris. Alle ved det, og alle kan forstå det. Og alle kan stadig købe en forsikring, om end den unge mand skal dykke noget dybt i lommerne. Den pris han risikomæssigt skulle betale, hvis man altså ikke udlignede mellem generationerne, er formentlig det dobbelte. Men det ville jo være forhindrende for unge mænds bilkøb og forsikringstegning, og det ville påkalde sig politisk opmærksomhed. Altså, forsikringsselskaberne opretholder en udligning mellem risikogrupper.
Flere data i dag
I de seneste år er begrebet “mikrotarifering” opstået. Som om det er eller var noget nyt. Det, der er nyt, er, at der nu findes betydeligt flere data om de forskellige risici, og der er forsket i, hvilke indikatorer der er for risiko eller det modsatte. Dette er en naturligt, nødvendigt og helt igennem legitim konsekvens af konkurrence. Det, der er problemet med de nye muligheder, er, at de kan være vanskelige at forklare og forsvare. Og i sidste ende er der et politisk problem, ifald hele eller dele af grupper af individer eller genstande enten slet ikke kan forsikres, eller at prisen er så høj, at det de fakto er forhindrende.
Lad mig give et par eksempler. Man ved, at det faktisk fortæller noget om den risiko, føreren af en bil udgør, hvorvidt han eller hun har brandalarm i soveværelset. Og som bekendt er det ikke bilen, men føreren, der er den egentlige risiko. Man kan så spørge ham eller hende, der tegner en forsikring om dette. Erfaringen viser imidlertid, at folk har svært ved at forbinde dette, og de bliver derfor irriterede eller direkte fornærmede over et sådan spørgsmål i forbindelse med tegning af en bilforsikring. Anderledes, når vi taler om en hus- eller indboforsikring, så opfattes spørgsmålet relevant.
Der er eksempler på, at forsikringsselskaber i udlandet har inddraget betalingsviljen og evnen i prissætningen. Altså hvor prisfokuseret er pågældende individ? Og hvis ikke særligt, så er prisen højere end for den prisbevidste. Her anvender man altså slet ikke de klassiske risikofaktorer, men nye og mere sofistikerede. Og dette kommer til at fortsætte.
Men hvor går grænserne? Og er disse åbenbare og ens for alle?
Kunder taler sammen
Store forsikringsselskaber med store markedsandele vil hurtigt få udfordringer, for det er jo sådan, at kunder taler sammen. Jeg husker fra en af de fusioner, jeg selv var en del af, at det var et kendt problem, at de gamle Tryg-kunder og de gamle Baltica-kunder havde forskellige priser for samme risiko i ret mange år. Slet og ret fordi man ikke kunne nå at konvertere. Og det blev jo ofte synligt i opgange, hvor kunder, i det der nu alt sammen var Tryg, sammenlignede deres priser og ikke kunne få særligt gode svar.
Derfor er det vigtigt, at man kan forklare og forsvare sin prissætning. Vi lever i oplyste og gennemsigtige tider, hvor priskalkulation på nettet iøvrigt også spiller en rolle.
Det næste spørgsmål er ikke forsikringsbare grupper eller områder. Igen er særligt de store selskaber i fokus. Hvis de f.eks. ikke tegner forsikringer eller forlanger en så høj pris for forsikringer, at det udelukker kunder i særlige boligområder, vil det hurtigt rygtes, og politikerne vil røre på sig. Så også her må der være en grænse for, hvor fintmasket nettet kan være.
En del af vores velfærdsmodel
For nylig brændte en større beboelsesejendom. Mange beboere havde ikke forsikring. Enten fordi de ikke vidste bedre, eller fordi de måske var mindre attraktive kunder. Måske endda uden at det var statistisk underbygget. Under alle omstændigheder bør det have bevågenhed. At forsikre sig er en del af vores velfærdsmodel. For hvis man står på gaden uden noget, er det jo nok kommunen, der må til lommerne. Og det er jo ikke idéen. I øvrigt er det derfor (lavinteresse men væsentligt), der er en undtagelse i dørsalgsloven vedr. forsikring. Gad vide hvor mange der i disse ejendomme er blevet kimet ned af ivrige forsikringssælgere. Det er vel en eftertanke værd.
Prissætning tæt på den individuelle risiko er kommet for at blive og er som vist ikke ny. Blot må man som forsikringsentusiast håbe, at nogle holder fanen højt på risikofordelings-princippet. Ellers vil mange jo ende med at gå i banken. Her er det jo ren opsparing på egen konto.
English 
Danish