Europa er i bevægelse – men hvilken?

Stine Bosses beretning fra Europabevægelsens Landsmøde 2016

Tak for det flotte fremmøde til Europabevægelsens landsmøde. Det glæder mig og hele Forretningsudvalget, at vi ikke bare ser en medlemsfremgang, men også stor interesse for vores aktiviteter og selvfølgelig helt centralt – vores landsmøde. I er vores øverste myndighed, I er kilde til inspiration, og I er centrale for den videre udvikling af Europabevægelsen. Tak fordi I er kommet.

Europa er i bevægelse – ja, men hvilken? Europa rystes lige nu af mange forhold, som ved første øjekast kan synes uafhængige af hinanden, men som ved nærmere eftersyn hænger sammen og ikke bare aktualiserer vort arbejde, det kalder på aktivisme. Det lyder mærkeligt i dette pæne selskab af pæne mennesker, der passer deres arbejde og passer deres ting. Men det er netop hos os, der ikke er rabiate, ikke er højtråbende eller på kant med fakta og sandhed, at oprøret skal komme fra. Et oprør, der ønsker at udvikle det bestående og ikke rive ned og destruere. Et oprør, der rækker ud over vores egne grænser og bygger på forpligtende fællesskab og et oprør, der tager historie og fakta højtideligt.

Jeg håber, vi får en god og oplyst dag med mange gode diskussioner. Jeg håber, I vil engagere jer aktivt i vores vigtige arbejde. Ikke bare i dag, men hele tiden. Vi har brug for at være på tæerne ikke bare ved bestyrelsesmøder i regionerne, men ved tasterne med indlæg i debatten, på Facebook, på Twitter og sandelig nu også på Instagram og Snapchat. De der vil rive ned, er der. Vær forvisset om det.

At bygge EU op har været som at bygge en stor LEGO by uden manual. Det går langsomt, ikke alt bliver perfekt, noget falder sammen, og nyt bygges op. Men der bygges. Andre ser på og konstaterer, at “humlebien flyver”. Byen vokser og bliver en succes med velstand og velfærd som resultat. Lige nu trues byen fra flere fronter, inklusiv indefra. Og som med LEGO, så er det enkelt og nemt at destruere – det går ubehageligt hurtigt.

For ét år siden, da vi holdte landsmøde i Aabenraa, og jeg blev valgt som formand, havde jeg ingen, ikke engang den fjerneste anelse om, at jeg i dag, ét år efter, skulle stå foran jer og tale dette dundrende budskab. Men det er desværre en realitet.

EU er en lang succeshistorie for fred. For første gang i årtier har kontinentet, gennem de seneste snart 75 år, oplevet fred. Afbrudt af én mindre ikke ufarlig og slet ikke ublodig krig på Balkan. Men i det store billede – fred og fordragelighed.

Vi er blevet rigere – alle sammen. EU er blevet større. Udvidelsen mod øst, som bragte mennesker sammen, familier sammen, efter årtiers adskillelse. Muren faldt, og mennesker rejser frit mellem lande uden mure, toldere og politi. Eller jeg skylder at sige rejste. Lige nu er der tegn på, at Schengen igen vil komme til at fungere, men det er forbundet med usikkerhed og med en uskøn aftale med Tyrkiet. En aftale som i den grad er grundet i manglende løsninger i det forpligtende fællesskab. Jeg tillader mig at dvæle lidt ved EU’s ene krise – nemlig flygtningekrisen.

For snart ét år siden kom Kommissionen med følgende konkrete forslag til håndtering af flygtningekrisen, som den allerede dengang tegnede sig.

– Effektiv registrering af flygtninge og udbygning af reglerne for fingeraftryk som identifikation. Hjælp fra andre EU lande til at håndtere situationen ved at komme med “hænder” – særligt til Grækenland. Man har efterspurgt tæt på 1000 og har fået 300.

– Effektiv bevogtning af EU’s ydre grænser gennem fælles EU indsats. Mennesker uden krav på asyl sendes retur. F.eks. mennesker der drømmer om en lysere tilværelse inden for EU’s grænser, men som altså ikke er flygtet fra krig eller forfølgelse.

– Investering i Afrika og opbygning af infrastruktur – meget i tråd med hvad EF gjorde for Sydeuropa i 70’erne og 80’erne, ja vel i en vis forstand, det som EU nu stadig gør, og som Marshallhjælpen i sin tid gjorde for det krigshærgede Europa.

– Kollektiv indsats over for menneskesmuglere, både gennem øget overvågning, men også gennem ødelæggelse af forretningsmodellen ved etablering af sikre ruter. Noget af det aftalen med Tyrkiet nu søger at løse.

– Endelig en fordeling af de flygtninge, som har krav på asyl. Altså mennesker der er flygtet fra krig, lige nu typisk i Syrien. Fordeling er helt centralt, da alle kan se, at ophobning af mange flygtninge i få lande vil give problemer. Dette har siden vist sig helt tydeligt – men var altså forudset! Fordelingen baseres bl.a. på både økonomisk formåen, antal allerede modtaget og kultur.

Det er stadig disse forslag, der drøftes. Det er stadig disse forslag, som nationale politikere afviser, hvorefter de frit afkræver EU en løsning. Europa er os, vi er Europa, og vi er en del af EU.

Det er stadig disse forslag, som Kommissær Dimitris Avramopoulos kæmper for at realisere, når han og andre intensivt arbejder for at styrke håndteringen af flygtninge i Grækenland.

Samtidig med dette stiger angsten naturligvis for terror i EU på baggrund af få, men stålsatte individer, som ønsker at se vores samarbejde gå i opløsning og vore værdier gå til grunde.

Hvor dette ender? Bare vi vidste det. Jeg kan stadig kun se én solid løsning, og den er helt i tråd med Kommissionens ambitioner: Forpligtende fællesskab.

Folkeafstemningen i december kom på mange måder til at lægge sig op ad denne dagsorden uden reelt at have en sammenhæng. Og når vore nationale politikere den ene dag bebrejder fællesskabet for ikke at handle, for ikke at kunne, og for ikke at du til noget, så kan det ikke komme bag på os, at mennesker i Danmark tvivler.

Folkedybet. Borgerne i EU ønsker sig fælles løsninger. Eller langt de fleste gør. Gentagne målinger viser dette i flere EU-lande, men de nationale politikere tøver alligevel med at skabe og fremme disse løsninger, hvilket har ført frem til den pt. nødvendige, men på mange måder, uskønne aftale med Tyrkiet.

Afstemningen den 3. december var svært sat sammen. Ikke noget politisk mesterstykke og dens tema eller mangel på samme, var næsten umulig at kommunikere. I tillæg må vi i bakspejlet se, at JA-siden fremstod forvirret, ukoordineret og, indtil få dage før afstemningen, uengageret. Jeg tror, at flere af os havde pudsige oplevelser, og jeg måtte indkassere et point i bogen for politisk naivitet, da jeg forgæves forsøgte at samle JA-siden til uformel samtale hjemme hos mig privat. Jeg troede, vi havde, eller kunne skabe, et fælles rum for et JA. Det lod sig på det tidspunkt ikke gøre. Men vi kan glæde os over vores stærke kampagne med flere midler og stærkere gennemslag og ros fra flere sider, både for så vidt angik vores engagement, men særligt vores faglighed og det gennemarbejdede materiale.

Denne indsats til trods lykkedes det ikke, og fløjene styrkes ikke kun her men i hele Europa. Højrefløjen i Polen, PIS, sidder i regering, indskrænker pressefrihed, vil ikke bidrage til at løse EU’s store krise og indkasserer stadig flere milliarder til bl.a. bygning af motorveje.

Storbritannien ikke bare rasler med nøglerne, de er ved at låse sig ud. Min personlige mavefornemmelse siger, at de exitter. Nu har Cameron & co. brugt år på at kritisere EU synder og sammen for så at love vælgerne en afstemning. Efter at have vundet på den konto fortsatte kritikken. “Bureaukrater i Bruxelles. Intet fungerer. Vi oversvømmes af flygtninge horder!” Hvilket som bekendt er helt usandt.

Dernæst 4 dage i Bruxelles og så opstanden som fugl Phønix – EU er reformeret, og nu skal englænderne købe det, der for dem må synes som katten i sækken. Det kommer næppe til at ske. Og slet ikke efter Camerons Panama affære. Vælgere blander alt sammen. Også i United Kingdom. Et smæk til Cameron må vi frygte.

Og så står Dansk Folkeparti klar i en uskøn forening med Enhedslisten. Eller rettere med Folkebevægelsen mod EU, som, uden at blinke, påstår, at mellemstatsligt samarbejde er mere effektivt til løsning af dagens kriser, som nationerne ikke vil forpligte sig på. En logik der savner enhver forankring i virkelige argumenter. De kommer til, i skøn eller rettere uskøn forening, at ville kræve en afstemning også i Danmark. Måske skulle vi hilse en sådan velkommen. Måske skulle vi stole på danskernes snusfornuft og grundlæggende fællesskabsfølelse, som har ført os så langt.

Vore udfordringer, som lande og som kontinent, forsvinder ikke med et exit af UK – eneste lyspunkt i den forbindelse er skotterne og irerne, der pludselig ser deres snit til at opnå ny selvstændig status med direkte forbindelse til Bruxelles. Længe leve de historiske vingesus, der ofte kommer med nybrud og ikke kun lader os i stikken med traditionel tankegang og frygt.

Så ja, der er mere brug for os end nogensinde før. Der er flere grunde end nogensinde før til at lade vores røst høre. At give stemme til projektet. Ufortyndet. Uspoleret og uden manipulerende mellemstationer.

Vi må:

1. Insistere på EU som løsning

2. Insistere på at EU netop er denne tids relevante politiske kampplads

3. Insistere på oplysning om hvad der foregår, og hvordan det foregår

4. Insistere på mere gennemsigtige beslutningsprocesser hvor Europaudvalget ikke er alene om at være stedet, hvor nye tiltag fra EU bearbejdes eller implementeres

5. Insistere på at demokrati, menneskeret og frihed til at ytre os er vores værdier, som vi står på, og som nogen i deres stræben efter at omkalfatre kan risikere at blive sat over styr

Vi er en vigtig del af EU. Vi kan øve betydelig indflydelse, og vi er Europa.

Europabevægelsen er vokset med 17 % siden sidste landsmøde. Et resultat af manges indsats og stort engagement – og også det faktum at borgere i Danmark ønsker at vise deres sympati, netop ved et medlemskab hos os. Selvfølgelig ser man dette rundt omkring os. Mange kan lide det, og finder det glædeligt, andre er mere udfordrede og føler en usikkerhed i forhold til dette. Vore modstandere er jo nemme at få øje på, og de er meget klar over forskelligheder i positionerne. Dansk Folkeparti arbejder tilsyneladende med flere dagsordner lige nu, men lad jer ikke forlede. Der er i virkeligheden kun én. Enhedslisten er officielt modstandere, men de er splittede, og vi må se, hvor de lander.

Organiseringen i regionerne er på vej op i gear og mere skal ske. I har for manges vedkommende trukket et stort læs i mange år. Det skylder vi jer alle en stor og inderlig tak for. Uden den kæmpe indsats ville vi ikke være her i dag. Men flere af jer er klar over, at der skal ny kræfter med ombord og også her, er der kun at takke jer for netop dét udsyn.

Europabevægelsens organisation skal være agil og baseres på både den dybe viden, vi har blandt os, og den energi nye medlemmer kan bringe med til os. Og ikke mindst skal vi udbygge vores samarbejde og familieskab med Europæisk Ungdom. Rigtig gode takter der og stærkere bånd er allerede knyttet. Tak for det.

Vi kan og skal nå nye højder, og vi har brug for partnerskaber og ja, sagt lige ud: Flere penge. Både Hovedbestyrelsen og Forretningsudvalget arbejder godt med nye dagsordener, ambitioner om flere medlemmer og løbende kontakt til regionerne. Kun ved sammen at løfte og kun ved at dele det store arbejde, rise og rose hinanden kan vi nå alt det, vi gerne vil. Jeg vil gerne takke Forretningsudvalgets medlemmer for trofast fremmøde, gode idéer og stort engagement – også mellem møderne. Det samme gælder Politisk Udvalg, som, vi ønsker, skal tage sig af det lange seje træk og komme med idéer til forbedringer af EU. For dét er der ved Gud også brug for. Og tak til Organisatorisk Udvalg, som har taget handsken op og søger at støtte op om forandringsarbejdet i regionerne.

Jeg vil gerne sige tak til alle medarbejdere i sekretariatet – frivillige som fastansatte. I gør et stort og utrætteligt arbejde for Europabevægelsen.

Politikken er klar: EU er stedet for løsninger på de helt store udfordringer, og vi er Europa. De store spørgsmål kalder højt på fælles svar:

– klima – netop hjemkommet fra Grønland, må jeg bare konstatere, at nedsmeltning af indlandsisen nu sker med en hast, som ingen havde drømt om. 17 grader i Qangarsuaq i starten af april.

– energi – de fleste har i forlængelse af både klima- og geopolitikken set at Energiunionen, som er overdue, skal i spil med løsninger. Connie Hedegaard så det først, og fornylig så jeg Fogh slå på tromme for netop det, og ja selv Messerschmidt er positiv!

– kamp mod skatteunddragelse – jeg tror de fleste, sammen med Kristian Jensen, kan se, at skal vi dette til livs, så må skat være en del af en EU dagsorden. Jeg arbejder i flere EU-lande og udenfor. Jeg kan love jer at både af hensyn til enkelthed, men sandelig også af hensyn til kontrol, er samarbejde ønskeligt.

– sikkerhed i bredeste forstand – fødevarer og andet detailkøb, men sandelig også bekæmpelse af kriminalitet og terror. I denne helt alvorlige ende af EU’s dagsorden ligger Europol og danskernes sikkerhed og flagrer. Vi må tale fornuft til vore politikere. Vi kunne ønske os mere og bedre løsninger, men lige nu haster det bare. Og så er der naturligvis sikkerheden for fred. Dén må vi aldrig glemme. Det startede med at tanke på samhandel, og det fører mig over til:

– markedsudvikling – vi er jo slet ikke færdige med at udvikle samhandel inden for EU, men særligt med lande uden for EU er der meget, der mangler. TTIP vil være kontroversiel for nogle af vore medlemmer, men vi skal oplyses, vi skal involvere borgerne i Danmark, ellers kan jeg godt forstå, at almindelige mennesker tager afstand. Vi danskere vil vide, drøfte, involveres og tage stilling. Disse traditioner skal vi holde de nationale politikere op på. Og så hele situationen omkring det Afrikanske kontinent, som bl.a. skal løses ved at se anderledes på toldbarrierer. Her kan vi hjælpe os selv gennem at hjælpe andre. Ikke ved udviklingsbistand og nødhjælp, men slet og ret ved at sikre en ordentlig samhandel. Dette er ikke bare Afrikas chance. Det er også vores.

– arbejdstagerrettigheder – et veludviklet marked fordrer ordnede forhold for arbejdstagere, uanset oprindelsesland. Her er det vigtigt, at EU fortsat også varetager interesserne og faciliteter samarbejde på tværs.

– migration og flygtninge vil jeg ikke tale mere om. Det er vist åbenbart for alle, at dette område kræver forpligtende fælleskab – meget forpligtende fællesskab.

Alle disse områder og flere til kræver meget af os alle i Europa, EU og af Europabevægelsen. Vi er garanteret ikke enige i alle afskygninger af løsninger. Det ville undre mig. Og det er ikke meningen. Men jeg er sikker på, at vi er enige om, at vejen til løsning går gennem det forpligtende samarbejde.

Et område vi ofte springer over er kultur. Hvem er vi? Hvad kendetegner os, og hvad kan vi lide at nyde, når vi er sammen? Her tænker jeg især på mad, musik og teater.

Med risiko for at fornærme nogen, så har jeg ladet mig fortælle, at konsumet af pizza langt overstiger konsumet af røde pølser. Det har efter min bedste mening ikke gjort os mindre danske, men det har tilføjet et europæisk perspektiv til vores madvaner. Langt vigtigere er det at vide, at vores tradition for debat og diskussioner ikke blev opfundet af vikinger men af grækere. Man kan så lidt drillende tilføje, at debat alene ikke gør det!

Vi har meget til fælles, meget at være stolte af og meget at glæde os over i Europa. Efter århundreder med krig og ufred lever vi nu fredeligt sammen. Vi udgør nu 7-8 % af verdens befolkning, men har betydeligt højere andel af verdens økonomiske formåen. Det er ikke mærkeligt, at vi er en attraktiv destination.

Jeg er glad for at være europæer og glad for at være dansk. Men udviklingen af Danmark og udviklingen af EU hænger sammen. Helt sammen. Derfor er vores bevægelse helt igennem højaktuel, dybt relevant og på sine strækninger at opfatte som aktivistisk. Det sidste fordi vi ikke er døde fisk. Vi svømmer ikke med strømmen. Vi viser en anden vej, en vej med udvikling indefra, med debat og opbyggelig tale. Ikke naiv og lalleglad EU begejstring, men en vej med sammenhold, fællesskab, udvikling, velstand og fred. Til glæde ikke bare for os – men også til glæde for kommende generationer.