Udgivet online i Ræson d. 01.01.2022. Du kan tilgå artiklen here.
I tider som denne leder vi efter store politikere, der skaber nyt håb. Som íkke lever af at gøre os bange for hinanden og urolige for fremtiden. Spejder man ud over det ganske danske politiske landskab er det svært at få øje på dem.
”Rigtig godt nytår” siger vi hvert år. Det er et høflighedsudtryk, som vi normalt ikke lægger meget i. Men i år har det været anderledes fordi vi mener det så bogstaveligt. Vi længes efter bedre år.
I time efter time, i spalte efter spalte har det drejet sig om personer. Deres ulovligheder, deres udseende, deres køn, deres grovheder. Deres partiskifter. Deres positionering
_______
Der er langt mellem de gode nyheder
I mange år har vi kunnet varme os ved tanken om at murene med tiden faldt og at vores del af verden åbnede sig mod mennesker, der før levede i regimer uden frihed for borgerne. Men i år er der langt mellem de rigtig gode nyheder. Netop i sådanne tider, leder vi efter store politikere, som virkelig kan vise vej og synliggøre, at der venter noget bedre, når vi er ude på den anden side. Politikere med tydelige, opbyggelige projekter, der skaber nyt håb. Som íkke lever af at gøre os bange for hindanden og urolige for fremtiden. Spejder man ud over det ganske danske politiske landskab er det svært at få øje på dem. Som det blev udtryk af en kommentator på DR’s P1: ”2021 har ikke været ”the finest hour” i dansk politik”. I time efter time, i spalte efter spalte har det drejet sig om personer. Deres ulovligheder, deres udseende, deres køn, deres grovheder. Deres partiskifter. Deres positionering. Og mens corona tog den tilbageværende spalteplads, har de store kriser – både dem i Danmark, men også dem i Europa og resten af verden – foldet sig ud i lys lue. Lad os starte ude og slutte hjemme.
Kina har nu endeligt knust Hong Kongs demokrati. De er slet og ret ”annekteret” – ikke med militær, som Putin gjorde med Krim, men ”elegant” stykke for stykke. Næste stop er Taiwan. Ikke noget, vi har ligget søvnløse over her, men et klart og tydeligt billede på, at Kina ikke har tænkt sig at overlade imperiebygning til andre.
Alt dette til trods toner USA’s præsident stadig frem som ham, der skal forsvare EU’s interesser. Det er Biden, der skal tale i telefon med Putin i op mod en time, når denne snart samler, snart spreder tusinder af tropper ved grænsen til Ukraine. Det forekommer mere og mere surrealistisk
Der er brug for at fylde de europæiske sko ud
I USA lader Trumptilhængerne sig ikke skræmme af angrebet på Capitol Hill, hvis årsdag vi om få dage passerer. Nej, det virker nærmest stimulerende på det Republikanske parti. Tiden, hvor mantraet var Reagan’s ”tear this wall down” er afløst af had. Mest vendt imod Demokraterne, der mere end noget andet fremstår desorienterede. Det er, som om Demokraterne stadig ikke tror deres egne øjne. Det tror jeg snart de må begynde at gøre, hvis vi skal bevare tanken om at USA kan forblive et frit land med respekt for borgerrettigheder. Sådan bliver det ikke, uden meget tydeligere markeringer – men forhåbentlig uden konflikt i gaderne, som den, der udspillede sig foran og inde i Kongressen.
Og alt dette til trods toner USA’s præsident stadig frem som ham, der skal forsvare EU’s interesser. Det er Biden, der skal tale i telefon med Putin i op mod en time, når denne snart samler, snart spreder tusinder af tropper ved grænsen til Ukraine. Det forekommer mere og mere surrealistisk. Det er snart 77 år siden Anden Verdenskrig sluttede. NATO opstod i 1949, og har været det forsvar, Europa og EU har lænet sig op ad. Men holder det? Næppe. Derfor kan der skimtes gode nyheder, dog på en dyster baggrund, når Frankrigs præsident Macron vil styrke EU militært. Ikke bare lidt, men betydeligt. Ikke for at svække NATO, men for at fylde de europæiske sko ud. Det er der brug for. Tænk hvis dagen kom, hvor USA’s nationalisme ikke kun betød en dalende interesse for Mellemøsten eller Europa, men også førte til en uhellig alliance med Putin?
I en tid, hvor disruption ikke kun er et modeord i erhvervslivet, men også har taget bolig i politik, tror jeg det er uklogt at udelukke tanker eller forestillinger, bare fordi de for få år siden var utænkelige.
Når statsminister Mette Frederiksens rejsekammerat, den nu fyrede tidligere østrigske kansler Sebastian Kurz, nu skal være strategisk rådgiver for højrefløjsmilliardæren Peter Thiel, en af Trumps store støtter og de første eksterne investor i Facebook, viser det ikke kun at man skal vælge rejsekammerater og allierede med forsigtighed
_______
Man skal vælge rejsekammerater og allierede med forsigtighed
Når statsminister Mette Frederiksens rejsekammerat, den nu fyrede tidligere østrigske kansler Sebastian Kurz, nu skal være strategisk rådgiver for højrefløjsmilliardæren Peter Thiel, en af Trumps store støtter og de første eksterne investor i Facebook, viser det ikke kun at man skal vælge rejsekammerater og allierede med forsigtighed. Det viser også en stadig tiltagende sammenblanding af Big Tech og politik, og vigtigst af alt: De tydelige internationale forbindelse mellem aktører på den ekstreme højrefløj. Disse forbindelser ser måske fredelige, ja næsten charmerende ud, men når Le Pen, der er tæt på Orban i det politiske værdisæt, ”pludselig” omfavner ”vores” Inger Støjberg, så bør danske medier virkelig vågne (”Inger Støjberg har min støtte. Europa er ved at miste forstanden,” skrev hun på Twitter). Det er den samme Le Pen-Orban-alliance, der også mener at Putin er et fredeligt væsen, med lutter gode intentioner for Europa! Tak for kaffe.
Det kan ikke komme bag på nogen at mange i Dansk Folkeparti gerne ser Inger Støjberg som formand. Hun har hele tiden været bærer af værdisættet hos DF, som jo i EU er allieret med Le Pens Nationale Front. Sådan væver de store nationalister sig sammen i uigennemskuelige netværk, som kun en aktiv presse kan afsløre. Hvis altså ikke den var optaget foran Rigsrets- og kommissionssale, til pressemøder om corona-situationen eller bare konsekvent og uden ophold rapporterede fra væsentlige begivenheder, som da bilister ved Storebæltsbroen måtte holde i kø fordi de havde sne på nummerpladerne…
Gennem en kollektiv handling kan vi reelt forsvare vores fælles interesser
I år kom det til nye nedre grænser for menneskeforagt i vores tid, da Belarus’ præsident Lukashenko brugte stakkels håbefulde børnefamilier, som havde betalt formuer for at komme til Polen, iblandet egentlige flygtninge, som en type rambuk mod EU’s ydre grænser. Heldigvis og helt naturligt reagerede EU’s stats- og regeringschefer sammen med EU-kommissionen prompte. Det var godt, omend smertefuldt, at være vidne til. Kun gennem den form for kollektiv handling kan vi reelt forsvare vores fælles interesser. Ved grænserne mod syd står det stadig ringe til mht. solidariske løsninger, men nu bygges trods alt kæmpelejre for EU-midler på de to mest udsatte græske øer, Lesbos og Samos. Det giver forbedrede sanitære og fysiske forhold, men stadig en udsigtsløs fremtid for både flygtninge og migranter. De sidste skal vi sammen finde løsninger for, gennem returrejser og solide investeringer i de lande, de migrerer fra. De første skal vi naturligvis give beskyttelse, hvis deres sag kan dokumenteres.
Det kan ikke komme bag på nogen at mange i Dansk Folkeparti gerne ser Inger Støjberg som formand. Hun har hele tiden været bærer af værdisættet hos DF, som jo i EU er allieret med Le Pens Nationale Front. Sådan væver de store nationalister sig sammen i uigennemskuelige netværk
RESTEN AF ARTIKLEN KAN DU LÆSE PÅ RÆSON.DK
English 
Danish