Jeg er i FN. Gæst ved generalforsamlingen, inviteret af Generalsekretæren, Ban Ki Moon i min egenskab “advocat” for FN’s fattigdomsbekæmpelsesmål, også kaldet MDG målene. Samtlige nationer er tilstede. Og det er interessant. Jeg sidder på bagerste række og nyder det blomstrende syn af alle verdens farver. Her står alverdens ledere på skift og taler om de absolut væsentligste emner, man kan komme i tanke om.
Her er så verdens temaer; klimaforandringer, sundhed, sikkerhed, uddannelse og MDG målene – alt sammen på en bund af den gældskrise, der har ramt den vestlige verden, eller skulle man måske sige den udviklede verden, før vi kom ud af finanskrisen.
Før mødet mellem os MDG’ere starter, sidder jeg og lytter til en samtale mellem to aldrende herrer. Den ene amerikansk senator, den anden kinesisk top embedsmand. Amerikaneren er af arketypen med en bred accent, og kineseren ligeså arketype, med et meget høfligt nikkende hovede.
Så siger amerikaneren: “Crazy to think, we’ve got all the weapon systems, you’ve got all the dow (amerikansk slangord for penge) What the h… happened?” Kineseren nikker lidt forvirret, men modsiger ikke sin sidemand ved bordet. “I thought you chineese loved firework, you want to by some?”
Og det er da ganske tankevækkende; vi fra vesten fører en krig for demokrati, og for at gøre det, låner vi penge af kineserne, som på den måde ender med endnu hurtigere at blive verdens dominerende økonomi og dermed overtage rollen fra USA. Og hvordan er det nu lige det går med demokrati og menneskerettigheder i Kina?
Jeg tillader mig nu i alle tilfælde at glæde mig over, at FN findes. Det er IKKE effektivt, og det er vildt besværligt, men det er det bedste, vi har i en verden, hvor vi, om vi kan lide det eller ej, mere end nogensinde har brug for et sted, hvor dialog kan føres og nationer mødes.
Danish 
English