Efter fire måneder i formandsrollen på Det Kgl. Teater er der allerede mange refleksioner at gøre. Både har teateret gennemlevet en afskedigelsesrunde med deraf følgende emotionelle udtryk, vi har genoplevet en tillidskrise i balletten, og sidst men ikke mindst har teateret oplevet en sand regn af priser ved årets Reumert-uddeling.
Den næsten uundgåelige reaktion fra politikkere og meningsdannere i forbindelse med uroen er ikke udeblevet. Hvorfor skal vi betale til dette? Det Kgl. Teater er forkælet. Nu må vi have ro. Sågar har nogle ment, at det er de fantastiske bygninger, der er problemet. Og tidligere ansatte og tilknyttede har været meget kloge – i visse tilfælde bagkloge. Her er stor forskel til erhvervslivet, hvor det er forbundet med dårlig smag at have meninger om et sted, man har forladt.
I min optik er der grund til, med baggrundsstøjen fra nedskæringerne ringende i ørerne, at stoppe op og tænke. Vi har de skønneste bygninger. De ligger pragtfuldt og taler til hinanden og omgivelserne. Snart kommer der en praktisk cykel- og gangbro til Operaen, og denne vil opleves mere tilgængelig. Vi har stor kunst på alle tre scener. Og der er noget for alle. Ja, det tør jeg godt påstå. Så meget kunstnerisk talent findes ikke samlet et sted. Det tør jeg også godt påstå.
Vi skal på Det Kgl. Teater, i lyset af alt hvad der er blevet sagt og skrevet, naturligvis bruge vores midler med omhu og omtanke. Vi skal være taknemmelige for den store donation, som alle skatteborgere bidrager til, ligesom vi skal være det i forhold til de fonde og erhvervsvirksomheder, som vi samarbejder med. Men vi skal frem for alt være tro mod vores publikum. De skal stadig kunne forvente mere. De skal stadig kunne få de helt store oplevelser, og de skal kunne blive underholdt, forført, provokeret og finde inspiration til livet.
Men allervigtigst; vi skal påtage os rollen som formidler på en ny og anderledes måde. De, der ikke har mødt os, skal få lyst til det. De, der har mødt os, skal blive kontinuerligt bekræftet i valget. Det er opgaven de kommende år, for kun med fyldte sale, med gode debatter om den kunst, vi viser, og kun med oprigtig interesse for vores publikum og vores rolle som nationalscene kan vi påstå at have gjort vores del af arbejdet.
Når det er sagt, så må vi kunne forvente af vores politikkere, at de kan tænke abstrakt og på andet end kortsigtede kvartalsfokuserede finansanalyser. Kunst kræver fiaskoer, kunst kræver investering, og kunst kræver en dannelsesramme, som rækker langt ud over det, der kan aflæses i et helt almindeligt kvartalsregnskab.
Den 3. december 2014 interviewede jeg nogle gymnasieelever for at høre deres holdninger til det at gå i teateret. Du kan se interviewet her på tv2.dk