Man kan kun være enig med vores statsminister Helle Thorning. Vores velfærdsmodel skal moderniseres for at kunne bevares. Derom ingen tvivl. En af vejene, som angives af alle partier, på nær måske et enkelt, er vækst i private arbejdspladser. Ikke fordi de er finere eller ”vigtigere” end de offentlige arbejdspladser, slet og ret fordi de er en forudsætning for de offentlige arbejdspladser.
En forudsætning for private arbejdspladser og særligt for tilvækst af disse i de kommende år, er en udbygning af samhandelen og sameksistensen i EU. Ca. 500.000 private arbejdspladser i Danmark er knyttet til EU. Direkte eller indirekte. Derfor er det afgørende nødvendigt, at vi får vendt vores EU-skeptiske holdninger til en konstruktiv og gerne kritisk holdning. Mange ting kan og skal nemlig gøres bedre i EU. Men reformering af institutioner m.m. sker nu engang indefra.
Den første januar kom Letland med i Euroland. Det giver Letland større indflydelse på de pengepolitiske beslutninger i EU. Beslutninger som vi i Danmark under alle omstændigheder ”rammes” af, da vi er bundet af vores fastkurs politik i forhold til Euroen. Dette vil give Letland komparative fordele i forhold til Danmark. Letland har taget modige og dramatiske beslutninger for at ”gøre sig fortjent”, eller rettere for at opfylde de ret strenge krav til økonomisk styring, det kræver. Al respekt for det.
Imedens taler vi længe og inderligt, ja nu skal vi faktisk stemme om vores tilslutning til en patentdomstol, som uomtvisteligt er en fordel for danske virksomheder. Særligt er det en fordel for de mindre vækstvirksomheder, som vi skal leve af i fremtiden. Det er ikke mindre end barokt.
Det lykkes nogen at tale os rundt i manegen. Lad os blive bange for indvandrere. Nå, nu er vi ikke så bange for dem mere. Så lad os blive bange for østarbejdere. Herligt. Vi er nemme at styre, når vi er bange. Og lad os endelig blive bange for noget, der måske kan bidrage til den nødvendige vækst, nemlig patentdomstolen.
Her må alle ansvarlige politikere, arbejdsgivere og fagforeninger stå sammen om at give Danmark og danskerne en god og sammenhængende historie, og ikke forfalde til leflen for den billige ”de kommer og tager os”-retorik.
Vores succes er helt afhængig af EU’s succes. Det ved de godt i Litauen, der står på spring til at blive det næste land i eurozonen. Kunne vi bare i Danmark engagere os i EU og forstå væsentligheden af valget til Parlamentet. Vejen for et lille land er altid at søge indflydelse gennem engagement. Det har vi haft, og det kan vi stadig få. Men det haster med at få tingenes rette sammenhæng op på almindelige menneskers lystavle.
Godt nytår.