Europa i bevægelse – Vi vil Europa

Min tale som nyvalgt formand for Europabevægelsen den 26. april 2015

Det er med stor ærefrygt, jeg i dag tager imod jeres valg. Det er med en følelse af ydmyghed og væsentlighed.

At få lov til at lede den væsentligste bevægelse i Danmark kalder på en følelse af ære, og når jeg samtidig oplever en vis frygt, er det fordi opgaven ikke er let. Ikke pga. vore egne små kontroverser. De skal til, omend jeg vil opfordre til, at vi alle retter energien ud ad. Der er så mange opgaver, der kalder på os, og vi kommer til at gå en arbejdsom tid i møde.

Følelsen af ydmyghed stammer fra det faktum, at I er meget vidende, oplyste og endog nogen uddannet i emnet EU. Jeg har allerede lært meget, men jeg har meget til gode.

Når jeg så alligevel er glad, opløftet og fuld af passion, så skyldes det jer og alle de, der endnu ikke er blevet medlemmer. Opgaven med at udvikle, styrke og revitalisere Europabevægelsen er ikke et one lady show – nej, det er et langt sejt træk fra os alle. Det glæder jeg mig til at lede, og jeg ved, at I vil gøre jeres yderste for, at vi lykkes.

Danmark i EU er ikke et projekt, der retter sig særligt til min generation, endsige jer der er ældre. Nej, det retter sig mod vore børn og børnebørn. De skal have et Europa, der arbejder sammen. Et Europa, der tager vare på sine borgere, men også et Europa, der står så stærkt, at det kan åbne sig mod verden.

Europa skal være en del af vores indre identitet, som nationalstaterne er det. Vi vil stadig have sprog-, dialekt- og kulturforskelle, også om 100 år, men vi skal oftere og med glæde i sindet se os selv som borgere i EU.

Den Europæiske Union er ikke perfekt, og vi skal naturligvis kunne kritisere de steder, hvor der f.eks. mangler gennemsigtighed, kommunikation og hvor opgaver flyttes fra nationalstat til EU uden egentlig årsag. Der er bare det ved det, at det slet ikke er så ofte, som modstandere gerne vil give indtryk af, og det egentlige problem er kamuflagen.

En kamuflage, der praktiseres livligt af politikerne i de nationale parlamenter og regeringer. Når et emne er svært at forklare vælgerne, bringes EU i spil. Og når det er en vælger-lækkerbisken, så er det opfundet og fuldbyrdet i nationalstaten. Fristende model for folk, der skal vælges nationalt, men en model der truer med at underminere opbakningen til det projekt, der til stadighed er det vigtigste for vores velfærd, fred og sikkerhed.

Europabevægelsen lever pga. dette et farligt liv, og alle involverede, der også lever i en nationalparti-hverdag, kommer uvægerligt i klemme fra tid til anden. Det skal vi forstå, men det må ikke betyde, at vi lammes eller stækkes. Vi vil Europa.

Europa vil os. Europas politikere er, bortset fra et fåtal, glødende tilhængere af dette projekt, og de har brug for vores stemmer. Stemmer der kan frit kan tale om goderne, ulemperne og vejen frem. Folk, der på tværs af partipolitiske forskelle, har det til fælles, at de tydeligt ser, hvad der kan ske, hvis vi ikke værner om fællesskabet.

De ydre trusler er til at få øje på
Mod Øst elsker Putin og hans ligesindede at skubbe til læsset. Intet ville være bedre for hans projekt end et svækket EU. Omend vi ikke skal male fanden selv på væggen, så er han utilregnelig, og jeg vil ikke give ham meget rum. Han er typen, der kun tager os alvorligt, hvis det ikke lykkes ham at kile splitter ind i fællesskabet. Grækenlands usmagelige flirt, er et typisk eksempel på, hvordan det går, når vores konstruktion slår revner.

Også fra syd kan man tale om, at vi er udfordret. Det forekommer helt barokt at tro, at “sig selv nok”-politik og grænsebomme på nogen måde skulle beskytte danskere i forhold til den stigende migration fra det afrikanske kontinent. Der er efter min mening alene en solid løsning; Investeringer i business, der skaber arbejdspladser i landene i Afrika og grundig kompetenceoverførsel fra stater i EU om etablering af effektive skattesystemer og anden infrastruktur, der er egnet til at skabe velfungerende stater. (Måske skulle vi lige feje lidt for egen EU-dør først).

Dette sker ikke på en eftermiddag, men det kan ske. Se på Asien i dag. Vietnam, Cambodja og Indonesien – alle lande, hvor krige og konflikter sendte 100 tusinder på flugt. I dag velfungerende samfund.

På kort sigt må vi ikke lade stå til. Vi kan ikke lade de fattigste EU-lande alene med problemerne. De er allerede ude af stand til at håndhæve en forsvarlig politik, hvorfor flere og flere flygtninge og emigranter kommer til vores dør, uden mål og med. Det var da betydeligt mere humant og klogt, om vi gjorde fælles sag i nærmiljøerne ved vore grænser mod syd og i øvrigt sikrede, at vores indvandringspolitik blev fremtidssikret.

De indre trusler er sandelig også til at få øje på
HSBCs formand truede i denne uge med, at konsekvensen ved et UK-exit fra EU vil være flytning af hovedkvarter. Et meget stærkt signal og på tide, at erhvervsliv stiller op i dette spørgsmål. Og ja, briterne flirter med det. Leger med ilden. Grækerne hænger langt ud over klippen, og et grekxit (græsk exit) er ikke usandsynligt. Og der er masser af andre spørgsmål, helt fra overholdelse af demokratiet i Ungarn til Rumæniens akademiske underskud. Men, de samme spørgsmål rejser sig i andre fællesskaber, og er ikke kun forbeholdt EU.

EU kan blive et endnu stærkere fællesskab. Et fællesskab der stadig bygger videre på de oprindelige tanker om samhandel, fri bevægelighed, demokrati og menneskerettigheder. Jeg kan ikke komme i tanke om noget bedre, jeg har ikke set noget, der kommer på siden af det imperfekte, vi har. Men jeg drømmer om, at EU kan udvikles. Åbne sig. Indadtil såvel som udadtil, og det demokratiske underskud kan mindskes og en dag helt forsvinde.

Vi skal i Danmark naturligvis ikke have forbehold, der i sidste ende spærrer for gode solide og velfærdskabende løsninger for borgere i Danmark. Men vi skal heller ikke være blinde for, at kompromisser er nødvendige. Derfor må vi glæde os over, at der blandt de EU-positive partier er skabt ro om EU-temaet, og så må vi op på dupperne for dels at få de nye aftaler stemt hjem, men derefter oplyse, præge og påvirke, hvor vi kan. Vi er en folkebevægelse, og det er “folket”, der skal råbe politikerne op.

Vi er en Europabevægelse, der vil EU. Vi tager på os at være det sted, hvor man kan blive oplyst om EU og Europarådet, men også det sted, der vogter på de, der konstant vil udstille EU negativt. Det har været for let. Det skal vi stoppe.

Europabevægelsen er ikke for de udvalgte. Europabevægelsen er en folkebevægelse FOR EU. Vi vil befolkningen i vores land, og vi tager på os at vise vejen til et stærkt EU, hvor vi føler os danske, italienske, tyske og hollandske OG europæiske. Vi vil Europa.