Gud, konge og fædreland

Nu gælder det for alvor. Det er ikke et spørgsmål om finfølelse eller agurkestørrelser, og det er ikke for tøsedrenge og piger.

Det handler om vores børn – og ikke mindst børnebørn. Hvordan skal de leve? Med hele EU som hjemmebane eller med Danmark som hjemmebane. Skal vi som små nationer kæmpe os frem i forhold til Kina, USA, Indien og for den sags skyld Brasilien? Eller skal vi sammen med gode naboer stå stærkt og samlet på den globale scene?

Det er valget enkelt og ligetil. Hvis vi ikke bare tænker kortsigtet og optimerer på kort bane, men tillader os at se 25-50 år frem, er valget ikke bare enkelt, det er også åbenbart.

I dialogen om EU fyger »Gud, konge og fædreland« ind imellem gennem luften.

Det interessante er jo, at Gud er mere international end selveste EU, det danske kongehus er ligeledes mere internationalt. Ikke bare i oprindelse, men sandelig også i den åbne holdning til andre nationer, som vores dronning og hendes familie står for. Og så er der endelig fædrelandet. Hvad er det, vi forbinder med dette? Flaget, H.C. Andersen, Tivoli eller selveste Havfruen?

Alt dette vil naturligvis overleve mere EU, og i virkeligheden i bedre form. Hvilke værdier forbinder vi med fædrelandet? Menneskerettigheder, ytringsfrihed og demokrati. Ja, det kunne vi nok blive enige om. De første to af disse værdier trives godt i EU, hvorimod vi må indse det demokratiske underskud og gøre noget ved det.

Det kræver imidlertid, at politikere i alle EUs lande skal lægge kortene på bordet og vise, at det allerede i dag er i EU, at det meste politik skabes. Institutionerne skal reformeres, og de tilsvarende nationale parlamenter skal indrettes anderledes. Alt dette for at fremme muligheden for at give borgerne egentlig indflydelse samtidig med, at vi effektiviserer beslutningsprocesser.

På den måde kan vi sammen med andre nationer i EU udvikle nationalstaterne til glæde og gavn for kommende generationer – og altså Gud, konge og fædreland.