Nej ikke vitamin-pillen, ritalin-pillen, du skal jo i skole og sidde stille. Sådan må det lyde om morgenen i mange danske hjem.
Flere tusinde børn med ADHD får denne type medicin. Skal man undre sig? Skal man glæde sig? Eller har man lov at spørge, om vi er helt sikre på, at dette er godt?
Det er et følsomt emne. Mange familier er formentlig lettede ved endelig at have fået en forklaring, en diagnose, og ikke nok med det, også en kur. Men jeg føler nu alligevel, at det næsten er et tabu område, hvis man altså, som jeg må stille sig lidt kritisk til klogskaben i det, vi som samfund har gang i. Burde vi ikke spørge os selv, om der kan være andre faktorer der spiller med? Om der er andre veje end medicin, om diagnosen er ny, og hvorfor netop så mange børn får det nu?
Jeg hørte, at Peter Bastian, som de fleste vel hurtigt kan anerkende som en gevinst for os alle, havde vældig svært ved at sidde stille i skolen. Alene fordi han kedede sig. Han fik lov til at få høretelefoner på i timen, så han undgik lærerens talestrøm, for han var allerede langt længere i pensum. Han fik lov til at cykle til Jylland som stor dreng, for at studere kalkmalerier i de jyske kirker. »Han havde slet og ret krudt i r….«
Mon ikke de fleste af os kan huske enkelte skolekammerater, hvor lopperne i bukserne sprang lystigt rundt. Jeg kan. Og jeg ville nødigt have undværet deres opfindsomhed, initiativ og drive. Ikke altid på linie med det, læreren eller forældrene krævede, men altid med stor inspiration til os andre »normale«.
Sæt nu, at man fandt ud af, at gode iværksættere havde disse træk? Tænk, hvis vi har behandlet iværksætteri og drivkraft bort. Er det ikke netop det vores samfund efterspørger? Hvis det vi mangler er innovation, mod og handlekraft. Er det så måske noget, vi kunne finde her?
Hvor går man som forældre hen, hvis man ikke ønsker at medicinere sit barn? Hvem stiller op for spilopmagerne? Hvis ADHD er noget nyt, hvad er så grunden til det nye?
Måske er jeg ikke nok opdateret på emnet, men tillad mig at undres.
Danish 
English