Hvis vi bare kunne gøre 2015 om

Debat indlæg i Politiken 2. januar 2015

Her er året 2015, som det også kunne have udviklet sig, hvis bare politikerne havde vist mod:

Allerede i april stod det klart, at Danmark, ja hele Europa stod over for udfordringer af hidtil uset omfang i forhold til både flygtninge og migranter. Og hvad mere foruroligende var, så viste efterretninger, at der ikke var tale om et forbigående fænomen.

Derfor var der allerede inden valget til Folketinget kontakter mellem de store partier, idet både V og S kunne se, at der ville blive behov for særlige tiltag, og begge havde et ønske om bredest mulig enighed.

I juli efter valget besøgte den nye integrationsminister derfor både Bruxelles, Jordan og Libanon og kunne rapportere til sin statsminister, at der skulle tænkes anderledes og hurtigt.

Nogle af de sonderinger, S havde taget initiativ til i det tidlige forår, viste sig mere end nødvendige at forfølge. Der dannedes derfor en koalition på tværs af midten, og et hidtil uset samarbejde udvikledes, og det stærkeste ståsted for Danmark de næste 10 år blev udviklet.

Statsministeren rejste i midten af juli til Bruxelles for sammen med Sveriges, Finlands, Frankrigs og Tysklands regeringschefer at lægge en plan for, hvordan de forslag, som kommissionen havde fremsat i maj måned, hurtigst muligt kunne realiseres. Den danske indsats skulle vise sig at blive afgørende for de løsninger, som senere blev skabt af fællesskabet, særligt fordi vi ikke er bundet af den samme asylpolitik, men derved netop kunne gå forrest og tale om ’det nødvendige for det forpligtende fællesskab’.

Det blev til mange rejser og lange arbejdsdage i samtlige EU-lande for statsministeren og flere andre centrale ministre.

Sidst i september kunne statsministeren meddele, at det var lykkedes at nå til enighed blandt EU-landene. Danmark kunne nu se frem til betydeligt færre flygtninge de kommende år, idet alle EU-lande nu tog deres fair del af opgaven på sig.

I tillæg kunne han berette om, at migranter særligt fra Afrika nu blev vist tilbage til deres lande i god ro og orden, et initiativ, der blev ledsaget af massive investeringer, som også danske virksomheder nu ville nyde godt af.

Folkeafstemningen 3. december blev naturligvis et rungende ja, fordi alle efter statsministerens indsats kunne se, at kun gennem det forpligtende fællesskab i EU kan vi både udvikle velstand og velfærd inden for og særligt imellem landene og samtidig sikre, at samfundene kan kontrollere og inkludere tilstrømningen af mennesker udefra. Statsministeren måtte imidlertid love danskerne, at området for asylpolitik ville blive genstand for en særlig afstemning. Det løfte troede alle danskere på, idet statsministerens indsats på tværs af landene inden for EU med så stor succes havde bidraget positivt til danskernes tillid til det politiske systems formåen.

Løbende gennem året havde integrationsministeren taget mange kloge initiativer, idet hun var optaget af netop integration. Hun indså tidligt, at der skulle tænkes og handles på tværs af både politiske og praktiske skel. Samtidig havde hun et skarpt blik for andre af Danmarks udfordringer, som hun gennem flittig indsats kunne se, at man kunne løse gennem nye måder at tænke på.

Længe var der talt om problemer med dele af Danmark, hvor der manglede arbejdspladser, huse var svære at sælge, og hvor initiativ og virkelyst havde brug for ekstra saltvand. Også realkreditten ømmede sig, idet nogle ejendomme nærmest ikke kunne omsættes, og det gjorde ondt.

Derfor var det nærmest genialt, da ministeren foreslog, at staten købte hovedparten af disse ejendomme og lod kommunerne istandsatte dem sammen med og under ledelse af de stærkeste nytilkomne. Dette var til glæde også for lokale håndværkere, og flygtningene blev set som kærkomne nye beboere i mange dele af Danmark. Som det også er sket f.eks. i Italien. Alternativet til dette havde været istandsættelse af gamle skoler og lignende og indkøb af telte. Noget, mange vurderede som spild af penge, uværdigt og med risiko for dannelse af usunde miljøer.

Mange skal nu rejse langt for at arbejde, men det tager de i stiv arm. Ministeren havde nemlig også sikret sig endnu en vindersag. For alle nytilkomne skulle have et arbejde inden for den første måned i Danmark. Slet og ret en pligt. For at kunne få, må man yde.

Arbejdsgiverne havde på et møde på Marienborg accepteret, at der blev tale om kvoter de næste 2 år, slet og ret fordi situationen er ekstraordinær, og alle vil hellere dette end se for sig, at skatterne måtte bringes i spil. Derfor fik alle flygtninge hurtigt ’job’ efter kvalifikationer og blev systematisk sluset ind på det danske arbejdsmarked. Her kendte også fagbevægelsen sin besøgelsestid og var fremkommelig med en aftale om indslusningsløn.

Den folkeskolereform, som det brede flertal var enige om både var rigtig og nødvendig, var nødlidende. Den havde brug for investeringer og ny energi. Derfor besluttede regeringen at droppe udflytningen af statslige arbejdspladser og tilføre folkeskolerne og ungdomsuddannelserne de 1,5 milliarder kroner, som beregninger viste, at denne udflytning ville koste.

Samtidig sikrede regeringen sig, at det optag af nye elever, som flygtningesituationen medførte, ville blive en del af denne tiltrængte investering. Det førte til den mest internationale folkeskole i hele EU, noget, eksperter mener vil betyde store konkurrencemæssige fordele for Danmark allerede om få år.

Alt i alt et fantastisk vigtigt år for Danmark, hvor vi er begyndt på at løse mange af vor tids store udfordringer, og hvor vi står stærkt og med betydelig indflydelse i EU har vist kommende generationer, at hverken Kierkegaard, Grundtvig, Pio, Hørup eller statsministeren har levet forgæves.