Næppe på Strandvejen nr. 2. Det drejer sig nemlig om flygtninge. Der er mange, og vi kan ikke bare vende det blinde øje til. Det tjener intet formål at lade hånt om internationale forpligtelser, tværtimod. Jeg lærte for snart mange år siden, at når forandringens vinde blæser, så bygger nogle mennesker læhegn, andre bygger vindmøller. Vi skal på flere planer høre til de sidste.
Der er steder i Danmark, hvor det er svært at sælge huse, og hvor realkreditsystemet er udfordret side om side med mennesker, som gerne vil sælge det, der typisk er deres største investering. Hvem skal bo i alle de huse, som nogen kalder “Udkantsdanmark”. Jeg har svært ved at kalde det udkant, for når man er lige dér, må det kaldes centrum. Både for de mennesker som bor der og nyder det liv, man kan leve her, og fordi det indeholder et potentiale til at løse nogle af de udfordringer, vi står med i forhold til at huse mennesker på flugt.
Jeg blev for et år siden spurgt, om man kunne forestille sig en forsikringsordning for huse i disse områder. Altså, at man opkrævede en forsikringspræmie for at dække risikoen for manglende salg. Det afviste jeg, idet det for nogle områder desværre må vurderes som overhængende sandsynligt, at skaden sker, hvorfor det bliver uforsikringsbart. Nej, på et eller andet tidspunkt må offentlige (stat eller kommune eller begge dele) penge ind og løse udfordringen for de mennesker, der bor her og indirekte for deres realkreditinstitutter.
De to problemstillinger, jeg her har skitseret, har to ting til fælles. Før det første involverer det boliger, for det andet offentlige midler. Det kræver lidt innovativ tænkning, men det må være enklere og klogere at bruge denne bygningsmasse, måske endda renovere den, end det er at ombygge skoler, kaserner og andre steder, der ikke kan være permanente boliger for mennesker. Dette skal naturligvis gennemtænkes og regnes på, men til en m2-pris på mellem 3.000 og 5.000 kr. i tre af de kommuner, der er berørt af et meget sløjt boligmarked, er der klart noget at gøre. Her kan man f.eks. lige nu få et fint lille renoveret hus på 120 m2 for 450.000 kr. Det giver en brutto ydelse på mindre end 3.000 kr. om måneden. Dette må stå i skærende kontrast til f.eks. hotelindkvartering.
Nye glade borgere med ny energi, der vil være taknemmelige for at få et sted at bo for sig selv, vil tilføre disse områder netop det, de mangler: Mennesker, der vil bo netop der. Selvfølgelig vil der skulle rejses efter arbejdet. Men tro mig, mennesker, der har været på flugt, og som gives nye muligheder i et andet land, vil gerne gøre mere end de fleste for at give tilbage. Også selvom det betyder lang transport.
Naturligvis skal der stilles krav, og der skal tænkes i finansieringsmodeller, der involverer de, der bor i boligerne, men mon ikke det lod sig praktisere? Vi betragter ofte de der kommer hertil som ressourcesvage. Jeg tror, vi tager grundigt fejl. I disse finansieringsmuligheder kunne man også forestille sig bidrag fra realkreditten, der, som en sidegevinst på denne måde bliver “bailed out”.
Med bare en finger i ryggen er jeg overbevist om, at vi vil se spændende ting ske i de samfund som trænger til saltvand, økonomisk og mentalt. ”Udkant” kan blive til centrum.
Danish 
English