Det kan næppe kaldes en strategi at ville tjene penge. Slet ikke når man er et privat foretagende og slet ikke, hvis man er noteret på børsen. Det er jo en forpligtigelse. Der er jo en række mennesker eller institutioner, der har investeret, med een eneste forventning, nemlig at få forrentet de penge de har stillet til rådighed for virksomheden.
Strategi bliver det først, når man er i stand til at formulere, hvordan man vil tjene penge. Altså hvorfor skal ens kunder vælge netop den virksomhed, hvorfor skal de dygtigste medarbejdere vælge netop den arbejdsplads, hvilke processer gør at netop denne virksomhed er mest effektiv til glæde for kunder og investorer og endelig, hvad er det, denne virksomhed løser af væsentlige samfundsopgaver. Det sidste kun, når man er en del af samfundets væsenlige infrastuktur. F.eks en bank, et forsikringsselskab eller et teleselskab.
Strategi sætter virksomhedens retning og hastighed indenfor disse centrale områder, og den vil, hvis den er dygtigt eksekveret, balancere mellem stabil indtjening til tider høj, glade og tilfredse kunder, medearbejdere, hvis arbejdsmarkedsværdi løftes og investering i optimale processer.
Særligt i de tider, vi lever i, kommer ambitionen om både at vokse og tjene penge under pres. Det er fristende at glemme toplinjen og alene fokusere på bundlinjen. Og der går som regel et år eller to, men så kommer spøgsmålet. Kan man spare sig til succes? Næppe. Den gennemførte succes er et både og. Top- og bundlinjevækst. Dette naturligvis samtidig.
Overhovedet at have en strategi afvises også fra tid til anden. Virksomheder – også store – drives uden en egentlig strategi. Og det kan ofte ses. De kan blive gode, solide, med høj indtjening, men de bliver aldrig ledende, de bliver aldrig interessante, og de bliver ikke “great”. At nå dertil kræver nemlig en strategi. Tænk på Apple, tænk på HSBC, eller tænk på vores egen Maersk. Der har været tænkt strategisk og meget fremsynet. Forskelligt, ja, men med klare ambitioner og til- og måske særligt fravalg.
Danmark har brug for virksomheder, der tør tænke “great”. Det betyder noget for et lille samfund, at kunne avle store virksomheder med internationale ambitioner. Det gælder i industrien (Grundfos, Danfos, Velux), det gælder i retail (Jysk, Bestseller), og det gælder indenfor finans (Danske Bank, Tryg).
Det er “basic” at tjene penge. Men at blive “great” kræver en ambition og en strategi.