De fleste kvinder kender det nok: Vi skal præstere på jobbet. Vi skal hente børn. Vi skal købe ind. Vi skal lave mad. Vi skal bage boller til sønnikes fødselsdag i børnehavn.
Vi skal nå at løbe en tur, holde middag for vennerne og være en god veninde, der lægger øre til stort og småt. Dagligdagen går med ekspresfart og med mange forskellige gøremål.
Hvornår er det lige, vi skal have tid til at følge med i, hvad der sker i EU? Er EU ikke også lidt langt væk, og har det overhovedet noget med os at gøre?
De tørre tal viser, at kun 58 procent af de danske kvinder stemte ved valget til Europa-Parlamentet i 2009. Kvinderne glimrer også ved deres fravær på de politiske poster i EU.
Halvdelen af EU’s borgere er af hunkøn, men kun omtrent hvert tredje sæde i Europa-Parlamentet er i dag besat af en kvinde.
Blot ni ud af de 28 kommissærer i EU-Kommissionen er kvinder, og vi finder kun én kvinde blandt de allerhøjeste formandsposter for Europa-Parlamentet, EU-Kommissionen, Ministerrådet og EU’s udenrigstjeneste.
Generelt står EU ikke højt på kvinders ’to-do-liste’. Det er temmelig sikkert ikke af ond vilje. Hvis noget umiddelbart virker fjernt og diffust, så har de fleste af os jo nok en tendens til at prioritere dagligdagens dont og det, der er tæt på. Humlen er bare, at EU slet ikke er så langt væk og uvedkommende, som mange tror. EU er nemlig overalt i vores hverdag.
Læs resten af dette indlæg, som jeg har skrevet til Politiken sammen med Christel Schaldemose og Camilla Andersen, her.