Mens vi venter på USA

Det ville jo være herligt, om vi, mens vi venter på, at de i USA skal løse deres gældsloft-krise, kunne glæde os over, at man i EU er overens om et nyt fælles tilsyn. Men ak. Der er fortsat strid om ting, man skulle tro var relativt overkommelige i EU. Det ender nok med en løsning, og man fristes til at give det vanlige politiske teater skylden for, at de ikke bare bliver enige.

Men desværre stikker uenighederne i disse år dybere. Hvorfor? Fordi der er mange lande i EU, hvor krisen kradser betydeligt mere end i f.eks Danmark og Sverige. Og hvordan kan man argumentere for, at de der står relativt stærkt udenfor euroen, skal have alle de samme rettigheder, som de der tager “det sure med det søde”?

Men der findes flere gode argumenter, og det er tilnærmning til disse, der skal føre til enighed. Et fælles tilsyn er vigtigt for at genskabe tilliden til det europæiske banksystem. Et lands banker udenfor landets myndighedskontrol er en vanskelig, eller rettere umulig konstruktion. Og endelig er et krav om indmelding i eurosamarbejdet netop nu en helt absurd tanke.

Der er travlt på begge sider af Atlanten. Vores strukturer i den rige eller udviklede del af verden er udfordrede. Og vi må stole på, at vi bruger krisen optimalt til at skabe løsninger, der rækker mere end et kvartal ud i fremtiden. For det er der som bekendt andre, der gør. Her tænker jeg naturligvis på Kina især, som ikke lægger skjul på et betydeligt længere sigtepunkt for deres politiske dispositioner.

Hvis vi ser det hele lidt fra oven her op mod jul, ville det jo være helt håbløst, om det, der lige nu sker, er, at Kina til lavpris sikrer sig adgang til Grønlands og Afrikas ressourcer, mens vi venter på USA og ikke kan blive enige om det åbentbart nødvendige fællesskab i Europa.

Men det er jo utænkeligt. Glædelig jul og godt nytår.