Fra tid til anden hører man folk sige, at det er bøvlet med demokrati. Det kræver debat, tid og er ikke »hurtigt«. Kan vi ikke få noget, der er mere effektivt.
I Kina behøver de ikke tale så meget. De beslutter, og så er den ikke længere. Men i disse dage oprulles den sande værdi af demokrati. Nemlig det faktum, at magtfuldkommenhed afsløres, og korruption bekæmpes i et demokrati. Magtens deling i den lovgivende, den udøvende og den dømmende, kombineret med at de udøvende skifter med flertallet, er jo helt centrale principper i velfungerende stater. Principper som vi formidler i fjerne egne, og som vi går i krig for, når et flertal finder det rigtigt.
I sagen om magtmisbrug, for det er det, det nu handler om, og ikke skat, er der en fjerde magtfaktor på spil, nemlig pressen. Og det er helt velgørende, at det bliver så tydeligt, hvordan samme presse involveres. Sundt at se, at der er »usynlige aktører«, der spiller højt spil og løber store ricisi. Sundt for alle at se med egne øjne, og et helt vidunderligt oplæg til relevant samtidsorientering i skoler og gymnasier.
Påfaldende at lytte til dem, der nu mener at spindoktorernes rolle må diskuteres. Hvad troede I de lavede? Pressemeddelelser? Eller intern kommunikation? Det er svært at forstå, at vi må have lig på bordet, for at tage fat om problemer. Et afsnit eller to af »Borgen«, som alle finder retvisende, vil være øjenåbner nok – hvis man vil se.
Spillet i medierneer helt sit eget, og heller ikke i denne del af magtens fjerdedel findes dukse. Ekstra Bladet gør et nydeligt træk, men det kunne vel have været B.T., hvis altså Ekstra Bladet oprindelig havde taget en anden position. Her handler det nemlig om at være modsat. Sort eller hvid, rød eller blå, sælger aviser. Nuancerne må andre tage sig af, i hvert fald når det gælder overskrifterne. Det er jo dem, vi køber på.
Det kan nok glæde mange, at vi får en ny omgang »Borgen«, og medens den holder pause, kan vi så se, at det kun er virkeligheden, der kan overgå fantasien. Denne her bliver i hvert fald svær at stikke.