Mit udgangspunkt for denne klumme er ønsket om en fordelt velfærd, hvor fordelingsmekanismer sikrer, at der ikke er større forskel på rig og fattig end det, vi kender i dag. Det er det, der sikrer fundamentet for velfærd, nemlig tryghed og sikkerhed for os alle. Denne tænkning gælder også i forhold til det EU, der i den grad allerede i dag har afgørende betydning for vores velfærd. Altså, at vi anderkender, at forskellen på rig og fattig indenfor EU ikke kan være for stor. Derfor vil en stærk og udbygget tilknytning til resten af EU være vores fundament for velfærd. I tillæg er mere end 500.000 private arbejdspladser allerede i dag knyttet direkte og indirekte til EU, ligesom EU fortsat vil være den eneste mulighed for egentlig global indflydelse, idet hele EU’s befolkning i 2000 udgjorde 12 % af verdens befolkning og i 2050 vil vi udgøre 7 %. Altså bliver vi meget små på en international skala.
Brug for andre modeller
Vi må forstille os, at vi skal importere arbejdskraft, fordi vi kommer til at mangle folk i den arbejdsaktive alder, og det bliver formentlig muligt at arbejde længere end i dag. Naturligvis for de der kan. Jeg tror, vi skal finde modeller, hvor de, der er slidt af et hårdt arbejdsliv, får mulighed for at bidrage på nye måder. Alle, der kan arbejde, skal naturligvis være med til at bidrage. Det bliver helt nødvendigt.
Der bliver hårdt brug for skatteindtægter til at klare den stigende efterspørgsel på sundhedsydelser. Med et stærkt stigende antal ældre og flere og flere helbredelsestilbud, bliver det ikke let at prioritere i dette system. Vi kommer alle til selv at bidrage mere indenfor familien og i venne-relationer. Her kan vi roligt lade os inspirere af familier med anden baggrund end dansk, og i takt med at “systemet” får problemer, vil der opstå helt nye boformer i og udenfor byerne, hvor man indenfor forskellige former hjælper hinanden. Hvis vi ikke skal opleve store svigt i systemet eller decideret huller, vil store skattelettelser være umulige. Til gengæld er det helt og aldeles nødvendigt med forbedringer af den offentlige serviceleverance og effektivitet.
Uddannelse og indsats hele livet
Uddannelse vil i endnu højere grad blive en central vej til at bevare vores velfærd. Det kommer derimod ikke til kun at handle om akademisk uddannelse og ungdomsuddannelse, men det kommer til at handle om uddannelse hele livet for alle, og godt håndværk bliver på ny værdsat for sin stærke faglige stolthed.
Velfærdsbegrebet kommer desuden til at indeholde helt nye dimensioner, idet bæredygtig levevis i forhold til ressourceforbrug af enhver art bliver helt centralt for menneskers overlevelse på jorden. Det der sker med kloden lige nu kan sammenlignes med en kæmpe meteor, der har retning lige imod jorden. CO2-udledningen er øget med 50 % siden 1990. Det skal bremses nu. Derfor kræver indsatsen, at alle gør præcist, hvad de kan for at hindre katastrofen. Det gælder stat, virksomhed og borger.
Velfærd er samvær
Velfærd handler i høj grad også om samvær. Efterhånden som vi kommer til at købe næsten alt via internettet til levering ved døren, vil kultur og kulturoplevelse få en helt ny og central plads i vores hverdag. Kulturforbrug er et CO2-“rigtigt” valg, og det bliver dét, der skal give os kollektive sociale oplevelser. Vi vil gå fra at være storforbrugere af biler og “tingeltangel” til at være storforbrugere af kultur. Byerne går fra at være shoppecentre til at være oplevelsescentre for kultur og mødested, inklusiv spisested, for mennesker. Vi kommer til at nyde mangfoldigheden i kulturudbuddet, og det at være dansk kommer stadig til at handle om Kristendom, Grundtvig, Kirkegaard og HC Andersen, men vi vil udvide vores kulturbegreber til at rumme tænkning fra f.eks. Buddhisme og Sufisme. Alt sammen noget, der udvikler og beriger os. Tager ikke noget fra os, men giver os noget. Ikke sammenblandinger, men spejlinger, der hjælper os med at forstå livet, som kun kultur, filosofi og religion kan.
Danish 
English