Udviklingsbistand er ikke bare at sørge for mad og sundhed. Det er i højere grad at sørge for rettigheder. Det kan man grundlæggende kun være enig i. Den nye udviklingsminister Christian Friis Bach fremlagde overtonerne i den nye regerings udviklingspolitik i denne uge. Og der er meget godt at bygge på.
Det er jo selvklart, at udvikling handler om folkenes ret til mad, sundhed, skolegang o.s.v. Hvis ikke mennesker i et samfund har fundamentale rettigheder, kan man lave udviklingsprogrammer i et væk, men det bliver aldrig bæredygtigt. Derfor har ministeren en vigtig pointe.
Som det ofte sker i NGO-miljøerne, vælger nogle at fortolke politikken snævert, og så bliver det noget vrøvl. Men hvis man lytter efter, hvad ministeren egentlig siger, blandt andet i P1 Debat i fredags, så er det gode nuancer og dyb indsigt. Herligt når ministre og toppolitikere ikke behøver at stole blindt på eksperter.
I Børnefonden ved vi gennem mange års erfaring, at det at give adgang til skolegang, adgang til børnehaver og det at lave sundhedsprogrammer nytter noget. Vi arbejder samtidig på at skabe indtægter til familierne, ofte gennem kvinderne, og da vi arbejder i landområder, er det ofte landbrugsorienterede initiativer, vi støtter. Derfor ved vi også, at bæredygtigheden først sætter ind, når vi får skabt arbejdspladser.
Ret til arbejde fungerer ingen steder i verden. Men det er arbejdspladser i et blomstrende erhvervsliv, der skaber bæredygtig velfærd. Derfor var det også godt at høre, at ministeren, i øvrigt som sin forgænger, godt kan se, at et samarbejde med erhvervslivet vil være godt. Det er nemlig først, når der er arbejde, der genererer indkomst, at folkene i de fattigste samfund kommer op, så de kan overleve og derefter kan begynde at kræve deres ret i forskellige sammmenhænge.
Jeg synes, at det er oplagt i kampen for at nå FNs mål for fattigdomsbekæmpelse, at vi arbejder på flere fronter. Og derfor er det herligt med tanker fra ministeren om ikke blot at lave programmer udtænkt i fjerne lande (læs f.eks. Danmark). Ministeren vil samarbejde med regeringer og folk lokalt, som må formodes at være mest vidende om, hvad der skal til. Børnefonden har 800 ansatte i fem Vestafrikanske lande. Vi glæder os til samarbejdet.
Du kan her læse min kommentar til Udviklingsministerens omorganisering fra den 27. januar 2012 i Politiken
Juni 2012: Du kan her læse Final Report DKO70207 2 Drillings in Bancoumana and Niém. Rapporten er afslutningen på en donation i forbindelse med min 50 års fødselsdag. Det samlede beløb, mennesker omkring mig bidrog med, var godt 100.000 kr. Det glæder mig. at kvinder og børn i Vest Afrika har fået et lettere liv i stedet for, at jeg skulle udvide min vinkælder. Måske kunne det inspirere.
Danish 
English