Virksomheder kommer til at spille en ny og afgørende rolle som forandrings- og udviklingsagenter i verdens udviklingslande, herunder i høj grad på det afrikanske kontinent.
Den gode nyhed er, at den rolle kan de med sindsro påtage sig, for arbejdet kan give afkast både til Afrikas unge og bidrage til noget af den vækst, som virksomheder i Danmark har kigget langt efter siden finanskrisen.
Den dårlige nyhed er, at hvis ikke vi i Danmark og som verdenssamfund tager ungebyrden meget alvorligt, så rammes vi af en byge af grænseoverskridende problemer. Vi taler om forurening, fattigdom, sult, arbejdsløshed, klimaændringer, social uro, flygtningestrømme og i de mest ekstreme tilfælde også terror fra de mest desperate.
I en kronik i Politiken skriver jeg sammen med Bolette Christensen, direktør i BØRNEfonden, om disse alvorlige og oversete udfordringer, der fremadrettet kræver langt større opmærksomhed fra medier og danske virksomheder, hvis vi vil bevare muligheden for at påvirke udviklingen og for at gøre brug af potentialerne.
Du kan her læse hele kronikken Unge er verdens forsømte ressource.