Rigtig mange virksomheder er i dag helt afhængige af arbejdskraft udefra. Det gælder både på de typiske vidensarbejdspladser og i det vi kunne kalde almindelige job. Den afhængighed kommer til at tiltage de kommende år, og det er en smuk tanke, men ogå en utopi at tro, at de mange danskere, der for nogle år siden blev “parkeret” på overførselsindkomster, kan betragtes som en arbejdskraftreserve. Det er gode mennesker, som vi på alle tænkelige måder skal respektere og rumme i vores samfund, men mange af dem vil ikke kvalificere til de job, der skabes. Det er og bliver et ubehageligt strukturelt og socialt problem.
Skal vi i Danmark kunne opretholde et velfærdniveau, der minder om det vi kender, bliver vi altså afhængig af udenlandsk arbejdskraft. Mennesker der kommer hertil med uddannelse og dannelse, og som efter at have lært sig sproget (behovet er forskelligt fra job til job), bliver gode skatteborgere, der bidrager, og som altså, bortset fra et dansk kursus, ikke har kostet samfundet penge i form af daginstitution, skole og uddannelse.
Disse mennesker skal vi byde velkommen. Nogle af dem er her. De er kommet som flygtninge fra f eks Syrien eller Afganistan. Når talen falder på, at det er de relativt mest velhavende og veluddannede, også kaldet de stærkeste, det lykkes at flygte, så er det rigtigt. Sådan har det iøvrigt altid været. Også under f eks 2. verdenskrig. Det er vigtigt at disse mennesker så hurigt som muligt bydes velkommen, og kommer i arbejde.
I en rapport offentliggjort fornylig, udarbejdet af Copenhagen Capacity for Copenhagen Goodwill Ambassador Corps, fremgår det, at halvdelen af de adspurgte mener, at Danmark har fået et image som uvenlige overfor udlændige. De adspurgte er 240 erfarne erhvervsfolk bosat i udlandet. Dette er alvorligt, og spørger man virksomheder eller institutioner, der arbejder med at tiltrække udenlandsk arbejdskraft til Danmark, kan de desværre kende billedet. Naturligvis vil man, før man rykker sin famile op med rode, undersøge om der er rart at bo i det land man overvejer at flytte til. Og det er altså ikke sådan at debatten, retorikken og grundholdningen, som den kommer frem i Danmark, går upåagtet hen. Med sociale mediers indtog, er al viden, også om dette bare 3 klik væk.
Derfor er det en fornøjelse, når vores udenrigsminister i radioens P1, taler om hvor vigtigt Danmarks omdømme i udlandet er for erhvervsliv, og at han naturligvis går forrest i den diplomatiske dialog, hvor man taler med alle – også dem man er uenig med. Og taler pænt om og med hinanden. Det er lederskab. Kristian Jensen taler også om, at de overhængende kriser i Europa kun kan løses i fællesskab. Det kræver enddog stort lederskab at udtrykke dette lige nu.
Man kommer ikke forrest ved at gå i andres fodspor. Det er en læresætning i topledelse og tilsyneladende også et ledelses mantra udenrigsministeren har taget til sig. Virksomhedernes evne til at tiltrække og fastholde også dygtige mennesker fra andre lande, er en forudsætning for vækst i den private sektor, og det er som bekendt forudsætningen for et sundt og levedygtigt velfærdssamfund.
Danish 
English