Udgivet af Altinget 18. januar 2019
KOMMENTAR: EU er trådt ind i en ny virkelighed med udfordringer, der kræver langsigtede løsninger. Det politiske landskab bevæger sig væk fra højre-venstre-aksen og vil fremover handle mere om frihed og demokrati over for en totalitær tankegang, skriver Stine Bosse.
Det er sagt før, men det tåler gentagelse: Verden er ikke den samme som før Brexit og valget af Trump. Men mere rigtigt er det nok at sige: Europa er ikke det samme.
Egentlig er udfordringerne ikke nye, de er blot blevet betydeligt større og mere komplekse, ja, nogle ville sige kaotiske i deres karakter.
Det kaotiske forløb, vi har set, efter at Brexit blev en realitet, viser os de svageste sider ved det moderne demokrati, hvor vi ikke kan skille fake fra fakta uden hjælp, og hvor politiske spillere uden for en nations grænser ikke tøver med at infiltrere og påvirke i dette tilfælde måske den vigtigste afstemning i Storbritannien i mands minde.
Betydelig mere indgribende end ved indtræden i dengang EF, fordi så mange af de helt centrale samfundsstrukturer nu er helt afstemt med den europæiske virkelighed, vi har udviklet sammen, og som nu forventeligt brat vil blive revet itu, hvilket efterlader et kaos og en tvivlrådighed, vi dagligt er vidne til i medierne.
Skal bygges op på ny
Hvad skal erstatte samhandelsregler? Hvordan får man bygget egen fødevare- og medicin-sikkerhed op? Hvad med arbejdstagerrettigheder?
Ja, alt det, vi baserede, udviklede og civiliserede samfund på i Den Europæiske Union, skal man nu bygge op på ny. Eller skrive af. Som Norge gør det.
Alt sammen med betydeligt tab af indflydelse på egne vilkår, og briterne vil selvfølgelig ikke længere have indflydelse på os andre i de 27 EU-lande.
Storbritanniens farvel vil præge ikke bare 2019, men også de kommende år. Selvom tilslutningen til EU er steget i de 27 lande, der synes at holde sammen som ærtehalm, skal man være naiv, hvis man tror, at det er gjort med det.
Bliver en værdidebat
Stærke højrenationale kræfter som Alternative Für Deutschland og her i landet DF vil spille på nationalromantiske forestillinger, som vil udfordre Unionen.
Endnu værre er, at det med al sandsynlighed ikke bliver en ja-eller-nej-debat, men en værdidebat.
De højrenationale kræfter er begyndt at samle sig på tværs af landene i Europa.
Dette lægger de ikke skjul på, og vores DF har været ganske aktive med denne agenda.
Én samlet ekstrem højrefløj har været målet ifølge Anders Vistisen på P1’s program “Europa lige nu”.
På spørgsmålet om Orbán i EPP lød svaret, at det var godt med meningsallierede i det på nuværende tidspunkt største parti i Parlamentet.
En ny politisk akse
Det vil ikke være svært at samle sig om handelsaftaler, kontrol af finanssektor og den type politikker, og det vil heller ikke være svært at samle sig om at udfordre artikel to i EU-traktaten, hvor det slås fast, at vi alle nyder stor beskyttelse, demokratiet værnes, og hvor menneskerettighederne omtales og bliver til “ret” i Unionens forstand.
Det kommer til at udfordre det liberale og frie demokrati, som vi kender det, og som var resultatet af Anden Verdenskrig.
Derfor bliver det helt væsentligt at følge de interne politiske kampe i Parlamentet, ikke bare for så vidt angår den klassiske højre-venstre-akse, men måske i endnu højere grad en akse, der handler om frihed og demokrati versus mere totalitære løsninger.
Skriv et svar
Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.